Psykisk syge i boligområder

Information til ejendomsfunktionærer, naboer m.fl. til borgere med psykisk sygdom.

Er du bekymret for et menneske, som du tror har det svært? Du er måske nabo, ven eller bekendt, eller du har set et menneske i dit kvarter, som du tror har brug for hjælp. Måske er du ejendomsfunktionær i et boligområde.

Du kan gøre noget og der er hjælp at hente! 

 

Mere information om Psykisk syge i boligområder

Akut situation

Du skal kontakte politiet på telefon 114, hvis du frygter, at borgeren kan blive til fare for sig selv eller andre.

Du skal ringe til alarmcentralen på telefon 112, hvis du har akut behov for udrykning – dvs. hvis du eller andre er i en akut farlig eller alvorligt truende situation.

Ikke-akut situation

I tidsrummet 08.00 – 22.00: Ring til Multihuset på telefon 43 28 28 62.

Multihuset er Brøndby Kommunes tilbud om rådgivning, hjælp, aktiviteter og støtte til borgere der er psykisk sårbare eller har misbrug.

I tidsrummet 23.00 – 07.00: Ring til den kommunale psykiatri-akuttelefon på 25 25 04 00.

Særligt for ejendomsfunktionærer

Psykiatrifonden har udgivelser mm. særligt til ejendomsfunktionærer. Du kan se mere via disse links:

  • ”Har du kontakt til beboere” – små film, rådgivning mm. - Psykiatrifonden
Andre kontaktmuligheder

Du kan eventuelt støtte borgeren i at ringe til sin egen læge eller Psykiatrisk Akutmodtagelse.

Borgerens egen læge kan kontaktes i tidsrummet 8.00 – 16.00.

Psykiatrisk Akutmodtagelse Glostrup kan kontaktes døgnet rundt:

Psykiatrisk Akutmodtagelse Glostrup

Ndr. Ringvej 69

Hovedbygning B

2600 Glostrup

Telefon: 38 64 06 71

Hvad er psykisk sygdom

Mennesker med psykisk sygdom og/eller misbrug kan i perioder have det godt, men kan også i perioder have det meget svært. Det bliver svært at få dagligdagen til at fungere og der kan blive kaotisk omkring dem. Det kan være at rod samler sig ved boligen eller postkassen ikke tømmes.

Mennesker med psykisk sygdom kan også have det svært med kontakt med andre mennesker og isolere sig socialt.

Nogle psykisk syge har også perioder, hvor de er psykotiske. Så oplever de virkeligheden anderledes end vi andre under normale omstændigheder gør. For eksempel kan dagligdags ting opleves som farlige eller truende.

Nogle gange er et psykotisk menneske selv klar over, at han eller hun befinder sig i en psykose. Men ofte fastholder de, at det er omgivelserne.

Hvornår skal jeg gøre noget

Det er vigtigt at være opmærksom, hvis en beboer/en nabo begynder at opføre sig anderledes, end han eller hun plejer – eller hvis adfærden bliver voldsommere. Når man kender personen, er man som regel ikke i tvivl om, hvad der er “dagligdag”, og hvad der er alarmerende.

Det kan for eksempel være en person der:

  • tit taler med sig selv, som pludselig begynder at råbe
  • ikke går på gaden som han eller hun plejer
  • begynder at bygge barrikader op og isolere sig
  • pludselig opfatter ting på en nærtagende og negativ måde – som han eller hun ellers ikke plejer
  • virker mere irritabel og “jaget” end sædvanligt
  • slet ikke får tømt postkassen eller lader skraldeposerne stå

Er det en beboer/en nabo, som du er på talefod med, så spørg hvordan det går og om der er noget du kan gøre.

Er der god kontakt, kan du måske forsigtigt spørge, om du kan hjælpe med at kontakte læge, sagsbehandler i Brøndby Kommune eller Psykiatrisk Center eller støtte beboeren til selv at ringe op. Vær eventuelt behjælpelig med telefon og numre.

Kan der ikke skabes kontakt og dialog, må du vurdere, om situationen er akut eller om du vil se tiden an. Er situationen akut, da ring til politiet eller alarmcentralen (se ovenfor).

Om opfølgning på kontakter til Brøndby Kommune

Vi reagerer altid på de bekymringshenvendelser, som vi får. Der er dog borgeren, som bestemmer, om vi må komme indenfor, og alle vores tilbud er frivillige. Du kan derfor godt opleve, at der ikke rigtig ”sker så meget”, selvom du har underrettet os.

Vi vil desværre ikke kunne fortælle dig ret meget, da enhver borger, uanset sygdom, misbrug eller lign. har ret til privatliv, og da enhver ansat i kommunen har tavshedspligt. Men vi lytter gerne, så ring hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Rådgivning og informationsmateriale fra Psykiatrifonden

Psykiatrifonden har en telefonrådgivning, som tilbyder rådgivning og samtale til mennesker med psykisk sygdom og problemer, personer i krise, pårørende, fagpersoner og andre interesserede. Alle kan ringe anonymt.

Telefonnummer til Psykiatrifonden rådgivning: 39 25 25 25.

Psykiatrifonden har desuden megen god information på sin hjemmeside, fx:

"Når du eller en du kender har psykisk sygdom"

Sidst opdateret den 07. oktober 2021
Skrevet af Brøndby Kommune