Tilbage til nyhedsoversigt

Fire klasser fra Brøndbyvester Skole sendes hjem

Efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed skal Brøndby Kommune sende fire klasser på Brøndbyvester Skole hjem. Det sker for at stoppe smittekæderne.

Smittetallet er højt i Brøndby Kommune og incidenstallet er pt. over 680. Der er særligt høje smittetal blandt kommunens børn og unge, og det får nu konsekvenser for fire skoleklasser.

Brøndby Kommune har onsdag den 10. november 2021 modtaget et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om hjemsendelse af fire klasser på Brøndbyvester Skole efter meget høj smitte på skolen. 

Det drejer sig om en 4. klasse, to 5. klasser og en 6. klasse. Ifølge styrelsens påbud er der pt.  33 smittede elever og syv lærere i de pågældende klasser.

Klasserne er indtil videre hjemsendt fra torsdag den 11. november til og med den 17. november 2021. Skolen vil i perioden sørge for nødundervisning til de berørte klasser. Herudover vil skolen efter reglerne på Børne- og Undervisningsministeriets område tilbyde nødpasning til de yngste elever samt elever, der har særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov.

Alle borgere opfordres til at holde fast i de gode vaner om at holde afstand, have god håndhygiejne, hoste i ærmet og blive testet og vaccineret, hvis man ikke er det.

Kontakt

Kommunikationsteam

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

kommunikation@brondby.dk

Sidst opdateret den 10. november 2021
Skrevet af Brøndby Kommune