Skolerne åbner igen onsdag 5. januar 2022

Eleverne skal tilbage i skolerne efter hjemsendelsen. Der skrues op for testindsatsen for at holde smitten ude af skolerne.

Brøndbys skoler glæder sig til, at alle elever vender tilbage i skole onsdag den 5. januar 2022 efter, at alle blev hjemsendt den 19. december 2021.

Undervisningen vil foregå på samme vis som før hjemsendelsen, og så vidt muligt i stamklasserne.

Smitten i samfundet – og blandt vores børn – er stadig meget høj.

Så der er brug for, at vi gør alt, hvad vi kan for at holde smitten ude af skolerne:

• Elever fra og med 1. klasse og personale opfordres til at møde nytestede op til første skoledag.

• Elever fra og med 1. klasse og medarbejdere opfordres til at lade sig screeningsteste to gange ugentligt (også hvis man er vaccineret eller har været smittet). Elever kan vælge at blive testet med selvtest eller af testpersonalet på skolerne.

• Alle elever, fra 0. klasse og opefter, som har været i kontakt med en smittet i klassen mv., opfordres til at blive testet hurtigst muligt på 0. dagen og igen på 4. dagen efter sidste kontakt med den smittede person. På 0. dagen kan elever vælge at blive testet af skolens testpersonale, ved selvtest eller hos nærliggende testcentre, som tilbyder kviktest. På 4. dagen henvises elever til selvtest eller til kviktest i de nærliggende testcentre. Elever kan fortsat være i skole imens de testes, men bør straks gå i selvisolation og kontakte skolen ved positivt testsvar.

Vær opmærksom på, at der ved smitte i husstanden gælder andre retningslinjer om isolation og test. Hvis en person i din hustand er smittet med covid-19, skal du fremover gå i selvisolation og blive PCR-testet på 4. og 6. dagen. Hvis du har fået 3. vaccinationsstik eller været smittet med covid-19 indenfor de seneste 12 uger, opfordres du stadig til at blive testet, men du behøver ikke at gå i selvisolation.

Læs mere i Sundhedsstyrelsens vejledning for smitteopsporing og håndteringer af kontakter til personer med covid-19


Udlevering af selvtest på skolerne
Fra 4. januar 2022 kan alle elever, fra 0. klasse og opefter, eller forældre afhente selvtest på skolen.

Selvtestene kan bruges til de to ugentlige screeningstest og i tilfælde af, at eleven har været i kontakt med en smittet.

Elever og forældre kan hente selvtestene på skolens teststed, hvor testpersonale også kan svare på eventuelle spørgsmål samt guide i brugen af testene.

Forældre har modtaget nærmere information på Aula.

Desuden opfodrer myndighederne forældre til at lade deres børn fra 5 år vaccinere, da det er afgørende for, at skolerne kan holde åbent.

Læs mere om vaccination af 5-11 årige på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Sidst opdateret den 04. januar 2022
Skrevet af Brøndby Kommune