8.c på Brøndby Strand Skole vinder Ungdomsdemokratidagen med grøn ide

Borgmesteren overraskede 8. c på Brøndby Strand Skole, der vandt årets Ungdomsdemokratidag med deres ide om årlig grøn dag for alle klassetrin.

Brøndbys 8. klasser har deltaget i dysten om den bedste ide til et grønt, bæredygtigt projekt i Brøndby til den årlige Ungdomsdemokratidag. Normalt afvikles dagen i Kulturhuset Brønden, hvor alle elever fremlægger deres projekter for hinanden og der stemmes live på dagen.

I lyset af corona blev Ungdomsdemokratidagen 2022 afviklet digitalt ved, at alle 8. klasser lavede en video af deres ide, som så blev bedømt af de andre elever.

Surprise af borgmesteren

Det var 8.c på Brøndby Strand Skoles bidrag, der fik flest stemmer, og derfor kunne borgmester Kent Magelund kommer på surprisebesøg mandag den 31. januar 2022 og overraske klassen med den gode nyhed.

”I har simpelthen vundet Ungdomsdemokratidagen 2022 i Brøndby. Jeg har set alle klassers projekter og niveauet er bare tårnhøjt. Der er virkelig blevet gået til den og man kan se, at der er lagt masser af arbejde og entusiasme i arbejdet hele vejen rundt. Men jeg må sige, at jeres video sprang mig i øjnene – I har virkelig lavet et gennemarbejdet produkt, hvor der er styr på både ide og form. Jeg kan rigtig godt lide jeres forslag om, at vi lige fra de mindste klasser har fokus på miljø og ideen om en årlig Grøn Dag er rigtig god,” sagde borgmester Kent Magelund bl.a. til den begejstrede klasse.

Årlig dag giver miljøbevidste elever

Mens der blev budt på flødeboller fortalte 8.c, hvordan de var kommet på ideen om en årlig grøn dag for alle klassetrin i Brøndbys folkeskole. Konceptet er, at man via praktisk og teoretisk læring i et årligt konkret projekt på hvert klassetrin øger elevernes miljø- og klimabevidsthed.

Præmien til 8.c var en pokal og biograftur til hele klassen.

Fakta:

• Ungdomsdemokratidagen har været afviklet årligt siden 2011
• Flere tidligere projekter er siden blevet til virkelighed, blandt andet gennem Brøndby Fælleselevråd
• Ungdomsdemokratidagen afvikles af Brøndby Ungdomsskole i samarbejde med de involverede lærere fra alle tre skoler
• Yderligere info hos ungdomsskoleleder Ruzica Kukolj på rki@brondby.dk

8.c fik overrakt den gode nyhed af borgmesteren om, at de havde vundet årets Ungdomsdemokratidag med deres ide om en grøn dag for alle klassetrin i Brøndbys skoler.
Sidst opdateret den 01. februar 2022
Skrevet af Brøndby Kommune