Ukrainsk familieklasse flyvende fra start

Mange af de ukrainske fordrevne i Brøndby har taget imod tilbuddet om at komme i Familieklassen på Brøndbyvester Skole. Her møder de andre ukrainske familier, og personale sørger for aktiviteter.

Fra dørene åbnede op til den nyetablerede Familieklasse på Brøndbyvester Skole, har der været livlig aktivitet af ukrainske børn og voksne, der kigger forbi. Her bliver familierne budt velkomne i lokaler, der er nyindrettede til formålet, og hvor store og små kan lege, snakke sammen, spise og tage på ture i lokalområdet.

De fordrevne ukrainere, der pt. alle bor privat indkvarteret i Brøndby, kan komme i Familieklassen dagligt kl. 8-14. Her møder de pædagogisk personale, der sørger for at skabe hyggelige rammer og for at der er alderssvarende aktiviteter for børnene.

Pakkede alting ind i bilen

En af de familier, der er mødt op i Familieklassen er forældreparret Anna og Kostiantyn med deres 3-årige datter. De pakkede deres bil og kørte ud af Ukraine den dag, de første bomber faldt.

”Vi er rigtig glade for at være kommet til Danmark. Min kone vil gerne hurtigst muligt tilbage til Ukraine, men jeg kan se perspektiver i at kunne bruge min håndværksmæssige og tekniske baggrund til at finde arbejde her i Danmark,” lyder det fra 33-årige Kostiantyn på flydende engelsk.


Alenemor med tre små børn

Også Tetiana er mødt op i Familieklassen med sine tre døtre på 1, 4 og 8 år, som hun er flygtet med til Danmark. De bor nu hos hendes søster. Tetiana efterlod sin mand og forældre tilbage i Ukraine og fortæller, det er hårdt at være alene med tre små børn.

”Derfor er det rigtig godt at kunne komme her i Familieklassen, hvor børnene kan blive aktiveret og møde andre. Min ældste datter på 8 år glædede sig meget til at komme afsted igen i morges, hun ville tilbage til de nye venner, hun har fået,” fortæller Tetiana.


Positivt og rørende møde

Borgmester Kent Magelund kiggede forbi Familieklassen umiddelbart efter tilbuddets åbning og blev mødt af meget åbne og spørgelystne ukrainere, der alle udtrykte stor taknemmelig over danskernes modtagelse af dem. De fortalte også, at de ser frem til at få egen bolig og flere savnede at kunne transportere sig rundt på cykel. Brøndby Kommune er nu i gang med at efterspørge ledige cykler hos private.

”Det har været en utrolig positiv og rørende oplevelse at møde adskillige af de ukrainere, der er kommet til Brøndby. Det viser sig at være et rigtig fint tilbud, at de kan mødes i en Familieklasse, hvor de møder landsmænd og stille og roligt introduceres til kommunen. Det er også en god måde at møde børnene på inden de eventuelt på sigt skal sluses ud i danske dagtilbud og skoler,” siger Kent Magelund, borgmester i Brøndby, efter besøget.

Der er pt. 15 ukrainske flygtninge i Brøndby, alle privat indkvarteret. Selvom Brøndby Kommune er fritaget for automatisk at få tildelt flygtninge fra Ukraine, har kommunalbestyrelsen anmodet om at modtage op til 35 fordrevne.

Brøndby Kommune indretter kommunale bygninger som fx Bakkegården til at kunne huse ukrainske flygtninge.

Sidst opdateret den 01. april 2022
Skrevet af Brøndby Kommune