Ny fagchef for Dagtilbud og Sundhedspleje

Marie Kirstine Hvolris tiltræder 1. januar som ny fagchef for Dagtilbud og Sundhedspleje i Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen i Brøndby Kommune.

Marie Kirstine Hvolris, 44 år, kommer fra en stilling som faglig leder i Stab for Pædagogik på dagtilbudsområdet i Rødovre Kommune og tiltræder som fagchef for Dagtilbud og Sundhedspleje i Brøndby Kommune.

Marie Kirstine Hvolris er uddannet pædagog og har taget diplom i ledelse. Hun har tidligere været bl.a. daginstitutionsleder, ligesom hun over en længere årrække har været gæsteforelæser på forskellige professionshøjskoler.

Med den nye fagchef får Brøndby Kommune en leder med tværfagligt fokus på børneområdet. Herudover har hun betydelig erfaring med personaleledelse, kommunale processer mv. Alt sammen vigtige elementer i arbejdet med at løfte opgaven med at udvikle dagtilbudsområdet og sundhedsplejen i Brøndby inden for rammerne af Brøndby 2030.

”Den tidlige indsats er afgørende og vigtig for at sikre vores mindste borgeres chancelighed og relevante deltagelsesmuligheder. Det er i fællesskaberne, vi skal finde løsningerne. Det glæder jeg mig til at være en del af i Brøndby Kommune”,

siger Marie Kirstine Hvolris.

Bente Skovgaard Kristensen, direktør i Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen er glad for valget af Marie Kirstine Hvolris og ser frem til det kommende samarbejde:

”Jeg er sikker på, at vi med Marie Kirstine Hvolris har fundet den helt rigtige chef til at føre faklen videre på så vigtigt et område. Hun kommer med en stor faglig ballast og vil med sin erfaring og sit kendskab til området stå i spidsen for, at børnene i Brøndby får den bedst mulige start på livet.”  

Marie Kirstine Hvolris tiltræder stillingen som fagchef den 1. januar 2023.

Sidst opdateret den 05. december 2022
Skrevet af Brøndby Kommune