Blå Flag er igen i år sendt til tops på Brøndby Strand

Det Blå Flag, som er beviset på, at der er fine og gode badeforhold, blafrer for femte år i træk på Brøndby Strand.

På årets første sommerdag blev det Blå Flag endnu engang hejst på stranden i Brøndby. Flaget tildeles af Friluftsrådet til strande, som bl.a. har gode badeforhold og en række faciliteter, som man har brug for som badegæst – fra livreddere til gode toiletforhold.

Blå Flag arbejder for at beskytte hav- og kystmiljøet. På en Blå Flag-strand er der følgende:

  • Rent badevand
  • Livrednings- og førstehjælpsudstyr samt livreddere enkelte steder
  • Nødtelefon på eller i nærheden af stranden eller dækning, så mobiltelefoner kan bruges som nødtelefon
  • Natur- og miljøformidlingsaktiviteter
  • Information om miljøforhold og naturområder
  • Toiletfaciliteter
  • Affaldsfaciliteter samt affaldssortering
  • Informationstavle

Borgmester Kent Magelund var med til at hejse flaget, som Brøndby er blevet tildelt for femte år i træk. Borgmesteren pointerede i sin tale, at kommunen kæmper for miljøet og naturen i Strandparken og hele Køge Bugt-området:

”Det er skønt, at vi igen i år kan hejse det Blå Flag, som et synligt bevis på, at vi har fine og gode badeforhold på Brøndby Strand. Derfor kæmper vi også sammen med seks andre kommuner for at passe på Køge Bugt. For det er jo en naturperle, der har kæmpe stor betydning for os alle sammen. Og vi arbejder helt konkret på at få Køge Bugt kategoriseret som en marin naturnationalpark for at beskytte havmiljøet, så vi alle sammen fortsat kan bade og fiske og nyde naturen”, siger Kent Magelund.

Selvom vandet i udgangspunktet er lige til at hoppe i, kan vejret og andre hændelser betyde, at badevandskvaliteten ændrer sig. Hvis du vil følge badevandets kvalitet, så kan du se badevandsvarslingen på app’en ”badevand” eller hjemmesiden www.badevand.dk. Eller på Strandparkens hjemmeside www.strandparken-kbh.dk

Kontakt

Klima og Miljø

Teknik- og Miljøforvaltningen

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 24 35

miljo@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Sidst opdateret den 02. juni 2023
Skrevet af Brøndby Kommune