Brøndby Kommune er i gang med at udarbejde en strategisk udviklingsplan for Fremtidens Brøndby Strand med blandt andet nye boliger, ændrede veje, nye byrum og pladser, en ny skole og nye butikker.
I 2021-2022 gennemførte Brøndby Kommune en arkitektkonkurrence, hvor tre indbudte teams kom med hvert deres bud på, hvordan Brøndby Strand kan udvikles i fremtiden. Team Cobe blev på et borgermøde i foråret 2022 kåret som vinder af konkurrencen og har efterfølgende arbejdet sammen med Brøndby Kommune om at samle og viderebearbejde de bedste ideer fra de tre forslag til en samlet udviklingsplan for bydelen.
En status på arbejdet med udviklingsplanen har vi samlet i en midtvejsstatus. De foreløbige planer sendes i høring frem til den 6. oktober 2023, hvor borgere og andre interesserede kan komme med deres bemærkninger og inputs til planerne, inden de færdiggøres.
Find midtvejsstatus herunder. Foretrækker du et fysisk eksemplar kan det hentes i Strandboxen eller hos biblioteket i Brønden. Strandboxen har åben onsdage kl. 12-15, torsdage kl. 15-18 og fredage kl. 12-15, hvor der også vil være mulighed for at få en snak med sekretariatet for Fremtidens Brøndby Strand.
En visualisering af et forslag til et af de fremtidig byrum i Brøndby Strand
Send dine inputs og bemærkninger
Hvis du har kommentarer, ideer eller ændringsforslag - også hvis du syntes, det er en god plan, hører vi meget gerne fra dig.
Det kan du gøre ved at skrive på den digitale opslagstavle. Her kan du læse om samt dele dine ideer og tanker om en række temaer i den kommende udviklingsplan for Fremtidens Brøndby Strand. Klik her for at komme til den digitale opslagstavle.
Torsdag den 24. august 2023 dannede Kulturhuset Brønden ramme om et spændende møde, hvor alle interesserede kunne høre mere om planerne for Fremtidens Brøndby Strand og komme med inputs til det videre arbejde.
Borgmester Kjeld Magelund bød velkommen til de cirka 150 personer, der var mødt op for at drøfte Fremtidens Brøndby Strand. Programchef for Fremtidens Brøndby Strand Sekretariatet Lise Juul Madsen fortalte herefter om processen, hvorefter Team Cobe præsenterede planerne. Efter oplæggene kunne deltagerne gå rundt til 5 stande med hvert deres tema: ’Den nye bymidte’, ’Esplanadeparken’, ’Brøndby Strand Parkerne’, ’Trafik, parkering og tryghed’ og ’Den nye multifunktionelle skole’. Her var der rig mulighed for spørgsmål og dialog med både lokale politikerne, rådgivere og medarbejdere fra kommunen. Der blev også skrevet mange ideer, kommentarer og refleksioner på gule sedler, der blev sat på oplagstavler til hvert tema.
Borgmester Kent Magelund bød velkommen
Omkring 150 personer var samlet i Kulturhuset Brønden
Moderator Katrine Thielke ledte alle godt igennem dagens program
Programchef for Fremtidens Brøndby Strand Sekretariatet Lise Juul Madsen gav en status på processen
Mads Birgens og Filip Zibrandtsen fra Team Cobe fortalte om planerne
Efter oplæggene fortsatte borgermødet ved temastande
Standene var bemandet af lokale politikere, kommunens medarbejdere og rådgivere
Der var en god og livlig dialog om de forskellige temaer
Ved standen her blev der talt om den nye multifunktionelle skole
Der blev skrevet gule sedler med gode ideer og inputs
Sidst opdateret den 04. september 2023
Skrevet af Brøndby Kommune