Børnehuset Kirkebjerg
Velkommen til vores nye profilbørnehus med fokus på idræt, bevægelse og kulturelle udtryksformer
Velkommen til Børnehuset Kirkebjerg!
Vi er flyttet ind i vores nybyggede børnehus, og glæder os til at tage mod jer.
Velkommen til Børnehuset Kirkebjerg! Vi er en integreret institution, der er normeret til ca. 72 vuggestuebørn, og 88 børnehavebørn. Vi glæder os til et godt samarbejde om jeres barn, hvad enten det er i vuggestuen eller i børnehaven.
Vi har udarbejdet en velkomstfolder, hvor I kan læse mere om vores hus. I finder folderen på dette link: Velkomstfolder
Rundvisning
Vi inviterer alle, der er interesseret i at se vores hus, til en rundvisning, hvor der er mulighed for at se vores fantastisk faciliteter og høre om vores værdier.
Når I har fået plads hos os
Hvis dit barn netop har fået plads i Børnehuset Kirkebjerg, har du sikkert mange spørgsmål. Vi glæder os til at lære jer at kende, og vi gør alt for at dit barn får en god start hos os.
Når du har fået en plads hos os, så er du meget velkommen til at kontakte os, så I kan komme på besøg og få en rundvisning. Ved dette besøg aftales det nærmere, hvordan indkøringen af jeres barn skal foregå.
Der er stor forskel på børn. Nogle børn vænner sig hurtigt til nyt, mens det for andre kan tage tid. Som forældre er det vigtigt at I har afsat tid til at deltage i jeres barns opstart i Børnehuset Kirkebjerg, ligesom det er væsentligt, at I som forældre samarbejder med den stue, jeres barn skal tilknyttes, om at skabe en god opstartsperiode.
I Børnehuset Kirkebjerg lægger vi vægt på, at give jer og barnet en god velkomst og opstart. Det betyder blandt andet, at vi har fokus på at skabe den gode relation og dialog med jer under opstarten.
Det er vigtigt for dit barns trivsel og udvikling, at vi bliver bekendt med særlige forhold i hjemmet, der kan have afgørende betydning for barnets humør og væremåde. Fortæl os derfor gerne alt relevant om dit barn i løbet af indkøringsperioden.
Morgenåbning:
I Børnehuset Kirkebjerg åbner begge afdelinger kl. 6.45. Vi åbner samlet på vuggestuetorvet. Der er morgenmadstilbud i tidsrummet 6.45-7.15. Vær gerne opmærksom på, at dit barn får den fornødne tid, til at spise morgenmaden inden for ovenstående tidsrum. Morgenmåltidet består almindeligvis af tilbud om havregryn og mælk, som kan suppleres med en bolle/knækbrød.
Fællesskab og stuetilknytning
Alle børn er tilknyttet en fast stue. Venskaber og relationer kan dog samtidig opbygges og dyrkes på tværs af stuerne, da vi samarbejder tæt stuerne imellem.
Formiddag
Hver formiddag holdes der i et afgrænset tidsrum samling på stuerne.
Samlingen er et vigtigt element i hverdagen, og det kan have et meget varieret indhold. Vi bruger den bl.a. til at fremme børnenes sproglige og intellektuelle udvikling, for eksempel ved at læse, synge, lære rim og remser samt lege huske- og gemmelege.
Derudover har vi ofte planlagte aktiviteter i om formiddagen. Det kan eksempelvis være tur eller aktiviteter og lege knyttet til bestemte temaer eller forløb i huset.
Frokost
Omkring kl. 11.00 samles børnene stuevis til spisning. Der udformes madplan forud for den kommende uge. Indholdsmæssigt kan frokosten eksempelvis bestå af suppe, kyllingegryde, fiskefad, rugbrød med pålæg og lidt lunt, grød. Der serveres vand til frokost.
Vi bestræber os på, at måltiderne foregår i en rar og hyggelig atmosfære, hvor der er plads til dialog. Vi arbejder med hjælp til selvhjælp – børnene skiftes til at dække bord, de øser mad op og hælder af små kander. Vi forsøger at give børnene så gode madvaner som muligt, bl.a. ved at servere sund og varieret kost. Vi opfordrer børnene til at smage på de forskellige råvarer, der serveres til måltidet.
Vi har fokus på læring omkring bordskikke, under hensyntagen til barnets alder og udviklingstrin.
Legeplads
Kl. 12.00 til 14.00 er vi ofte ude på legepladsen, hvor der sættes forskellige lege og aktiviteter i gang.
Husk tøj til alt slags vejr - eksempelvis trøjer, termotøj, regntøj, flyverdragt m.v. – også skiftetøj.
Frugt
Mellem kl. 14.00-15.00 samles vi og spiser eftermiddagsmåltid.
Eftermiddag
Efter frugt begynder de første børn ofte at gå hjem.
Når flere børn er gået - ca. kl. 15.30 - begynder vi gradvist at samles i huset. Det betyder, at vi lukker en – og derefter to stuer, for til sidst at slutte samlet på en enkelt stue og/eller i hallen.
Kontakt os:
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har nogle spørgsmål eller gerne vil besøge os.
Børnehuset Kirkebjerg
Elementfabrikken 7, 2605 Brøndby
Tlf.: 23 65 02 48 og mail: Kirkebjerg@brondby.dk
Åbningstider:
Mandag-torsdag kl. 6.45-17.00
Fredag kl. 6.45- 16:30
AULA
Vi anvender Aula som elektronisk platform. Her ser vi gerne, at I giver besked om mødetider og herunder fridage/sygedage etc., så vi kan planlægge vores dage bedst for børnene. Det er også her vi lægger fotos ud.
Pædagogik i hverdagens struktur
Dagen er opbygget i en struktur, som skaber en genkendelig rytme for børnene. Dagligdagens struktur og indhold tager afsæt i vores:
Rutinepædagogik
Som blandt andet omhandler børnenes deltagelse i dagens måltider, medinddragelse i på- og afklædning i garderoben, på badeværelse samt toiletbesøg, oprydning og overgange før og efter måltider og leg, modtagelses- og afskedsrutiner. Rutinepædagogikken medvirker i høj grad til udvikling af selvhjulpenhed, som har stor betydning for barnets selvopfattelse.
Aktivitetspædagogik
Som primært omhandler planlagte/vokseninitierede aktiviteter med afsæt i de 6 læreplanstemaerne i vores pædagogiske læreplan – som også fremgår af vores læreplanstræ, der er ophængt i institutionen. Disse aktiviteter gennemføres eksempelvis under samling på stuen, i mindre børnegrupper samt i aldersopdelte grupper – og styrker såvel det enkelte barns kompetenceudvikling som børnefællesskabet.
Legepædagogik
Legen er grundlæggende for barnets udvikling, hvorfor vi kontinuerligt har fokus på indretning af vores læringsmiljøer - såvel inde som ude. Disse læringsmiljøer skal understøtte og inspirere børnene i deres leg, skabe rum for såvel fordybelse som udfoldelse samt og blandt andet styrke børnenes legerelationer og legekompetencer.
I vil løbende kunne se månedsplaner på Aula. Disse lægger stuerne selv op.
For at sikre børn kvalitet og en god udvikling i kommunens dagtilbud fører pædagogiske konsulenter tilsyn i alle dagtilbud. Tilsynets funktion er at sikre, at dagtilbuddet overholder lovgivningen samt de kommunale retningslinjer og beslutninger.
Alle dagtilbud får mindst et uanmeldt tilsynsbesøg fra den pædagogiske konsulent hvert andet år og eventuelt flere efter behov. Tilsynet er efterfulgt af en skriftlig tilsynsrapport og eventuelle påbud, anbefalinger samt ledelsesopfølgning og konsulentunderstøttelse til videreudvikling af det enkelte dagtilbud.
Læs tilsynsrapporten fra Børnehuset Kirkebjerg 2024.
Se processen med at få bygget vores nye børnehus
Ansøg om plads eller tilskud
Find arrangementer og oplevelser for børn og familier
For børn, unge og familier
Her har vi samlet indhold om muligheder for at komme ud og være aktiv og opleve noget for børn, unge og familier
Vil du være en del af Brøndby Kommune?
Kontakt
Børnehuset Kirkebjerg
Elementfabrikken 7
2605 Brøndby
Telefon: 23 65 02 48
E-mail: kirkebjerg@brondby.dk
Leder
Oscar Bloch