Brøndby Kommunes ungepanel: Det er hårdt, men vi skal løfte hinanden

Tal med andre om hvordan du har det og ræk ud til dem, du kan se, har det værre end dig selv – sådan lyder nogle af ungepanelets konkrete råd til deres jævnaldrende. For Brøndbys Kommunes ungepanel er enige om, at nu tærer det på energien og humøret at leve et ungdomsliv i skyggen af corona.

På det seneste møde i det ungepanel, der blev nedsat i Brøndby Kommune i december 2020, var der ingen tvivl om, at den lange periode med corona nu er hård ved de unge.

Panelet består af seks lokale unge mellem 15 og 20 år og de kunne alle bekræfte, at det nu både kan føles hårdt og ensomt. Det bliver også sværere at holde motivationen oppe til de mange timers onlineundervisning. Men samtidig var der stor enighed om, at restriktionerne fortsat skal overholdes.

Forståelse for lockdown
”Selvom vi rigtig gerne vil tilbage til hverdagen, så forstår vi udmærket godt lockdownen. Vi må alle ofre os i denne tid,” lød det fra en af deltagerne.
”Jeg savner at se folk i store flokke. Det har været ekstra hårdt her i vinteren. Men samtidig har vi fundet nye måder at være 4-5 personer sammen på – fx udendørs ved et bål. Så vi alligevel får det der dopaminskud, man får, ved at mødes med andre”, lyder det fra en anden.

Ros fra borgmesteren
Flere oplever dog også positive elementer i tiden, som fx at de online fællesskaber er blevet intensiveret og at man i nogle tilfælde dermed er i kontakt med klassekammerater, man ellers ikke normalt taler med.

Borgmester Kent Magelund lyttede med på ungepanelets online møde og roste dem.

”Hverken ung eller gammel synes jo, det her er sjovt. Men det er virkelig flot, at I unge er så ansvarlige. Og det er dejligt at høre, at I i den grad finder sammen online og dyrker de fællesskaber der, som vi ikke kan have fysisk for tiden,” lød det fra borgmesteren til de unge.

Gode råd til andre unge
De unge havde flere konkrete input til Brøndby Kommunes Ungdomsskole, som bl.a. handler om behov for fagligt løft på bagkant af fjernundervisning, online lektiehjælp og online fællesaktiviteter.

Ungepanelet havde også disse gode råd til deres jævnaldrende, der også mærker coronaen tærer:

• Løft hinanden. Ring til den klassekammerat, der ikke er logget på i skolen om morgenen og tag et initiativ, når du kan se en anden, der har det svært.
• Udnyt den ekstra tid til at dyrke en hobby, der interesserer dig.
• Tal med andre om, hvordan du har det, så du undgår at føle dig alene i det svære.

Ungepanelet vil løbende blive inviteret til at komme med deres input til kommunens håndtering af corona ift. byens unge.

Kontakt

Kommunikationsteam

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

kommunikation@brondby.dk

Sidst opdateret den 04. juni 2021
Skrevet af Brøndby Kommune