Forbrugervalg i HOFOR: Få indflydelse i dit forsyningsselskab

Alle borgere i Brøndby får blandt andet leveret vand fra HOFOR. Derfor deler vi her information om det kommende valg af forbrugerrepræsentanter til bestyrelserne i HOFORs vand- og spildevandsselskaber.

Nu er der valg af forbrugerrepræsentanter til bestyrelserne i HOFORs vand- og spildevandsselskaber. Stil op eller stem til valget, hvis du vil være med til at skabe fremtidens bæredygtige byer.

Hvordan indretter vi vores byer, så de er bedre sikret mod fremtidens øgede regnmængder? Hvordan passer vi bedst på grundvandet, så også fremtidens generationer kan drikke vand direkte fra hanerne? Det er nogle af de udfordringer, som HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, hver dag tager stilling til og finder løsninger på.

Og de løsninger findes bedst i et effektivt samarbejde med forbrugerne af HOFORs forsyninger. Som forbruger hos HOFOR kan man få indflydelse på beslutningerne ved at stille op til bestyrelserne i HOFORs 16 vand- og spildevandsselskaber eller ved at stemme på de opstillede kandidater, når afstemningsperioden indledes.

Meld dig som kandidat
For at stille op som kandidat skal du være myndig og have ti stillere (ti fysiske og myndige personer) for dit kandidatur. Stillerne skal bo i HOFORs forsyningsområde. Som kandidat er det ikke et krav, at du bor i HOFORs forsyningsområde.

Du kan opstille som kandidat fra den 26. januar til den 27. februar frem til kl. 23.59.

Brug din stemme til valget
Er du forbruger i HOFORs forsyningsområde, kan du stemme til forbrugervalget. Alle myndige privatpersoner og virksomheder, som bor i HOFORs forsyningsområde har hver to stemmer. Der kan kun afgives en stemme på hver kandidat.

Du kan stemme fra den 3. marts til den 4. april frem til kl. 12.00.

Læs mere om valget og, hvordan du stiller op til valget: www.hofor.dk/forbrugervalg2022

De valgte forbrugerrepræsentanter sidder i bestyrelsen i fire år.

Valgresultatet offentliggøres den 13. april 2022 her: www.hofor.dk/forbrugervalg2022

HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, leverer vand til en million forbrugere og står for spildevandsafledningen i Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk. Desuden forsyner HOFOR københavnerne med fjernvarme, bygas, fjernkøling og vedvarende energi.

Kontakt

Kommunikationsteam

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

kommunikation@brondby.dk

Sidst opdateret den 01. februar 2022
Skrevet af Brøndby Kommune