Alle i Brøndby har mulighed for at få fjernvarme

Hele Brøndby Kommune er nu blevet fjernvarmeområde. Har man ikke fjernvarme i dag, har man derfor nu mulighed for at få det.

Der er blevet talt meget i medierne om, at Danmark bør gøre sig uafhængig af naturgas og olie fra bl.a. Rusland. Det kan ske ved, at vi udfaser gas- og oliefyr i boliger og virksomheder og erstatter dem med bæredygtig fjernvarme. Samtidig vil det være en gevinst for klimaet, for fjernvarmen produceres meget grønnere.

Hele Brøndby Kommune er nu blevet fjernvarmeområde, og du har derfor mulighed for at få fjernvarme, hvis du ikke har det i dag. Det er frivilligt, men det vil være billigst for dig, hvis du bliver tilsluttet samtidig med, at fjernvarmenettet bliver udvidet til dit område.

Fire grunde til at overveje fjernvarme

• Du kan spare penge, og prisen på fjernvarme har været lav og stabil i mange år
• Du bidrager til, at Danmark gør sig uafhængig af russisk gas og olie
• Du hjælper den grønne omstilling ved at spare CO2
• Folketinget har besluttet, at alle naturgas- og oliefyr i danske boliger skal udfases inden 2030

Meld din interesse

Hvis du er interesseret i at få fjernvarme, skal du give Brøndby Fjernvarme besked om det. Du kan tilkendegive din interesse og læse meget mere om fjernvarmen her: www.brondbyfjernvarme.dk/faa-fjernvarme. Du kan også ringe på tlf. 43 45 20 60.

Hvor længe går der?

Det tager tid at lægge alle rørene i jorden. Der vil gå 1-5 år, før alle veje er blevet tilsluttet, så det kommer an på, hvor du bor. Brøndby Fjernvarme vil informere, når planen for udbygning er klar. Hvis du bor i et område, der allerede har fjernvarme, kan det gå hurtigere.

Hvis du i dag har en ældre varmepumpe, et pillefyr, elvarme eller en anden varmekilde, har du også mulighed for at blive tilsluttet fjernvarmen, hvis du ønsker det. Kontakt Brøndby Fjernvarme for at høre mere om dine muligheder.

Sidst opdateret den 28. april 2022
Skrevet af Brøndby Kommune