Medicin, der skal opbevares på køl, tilbagekaldes fra Brøndbyøster Apotek

Medicin, der skal opbevares på køl, tilbagekaldes fra Brøndbyøster Apotek, da der har været problemer med temperaturen i apotekets køleskabe. Berørte patienter får besked i e-boks med information.

Brøndby Kommune har modtaget følgende information fra Lægemiddelstyrelsen

Lægemiddelstyrelsen har ved en inspektion på Brøndbyøster Apotek den 30. juni 2023 konstateret, at der har været problemer med temperaturen i apotekets køleskabe, hvor de lægemidler, der skal holdes på køl, bliver opbevaret. Temperaturen i køleskabene har siden 11. maj 2022 varieret mere end tilladt, hvilket potentielt kan nedsætte effekten af medicinen.

Derfor har apoteket fået påbud fra Lægemiddelstyrelsen om at standse alt salg af kølevarer, indtil forholdene er i orden. Apotekeren vil i samarbejde med Lægemiddelstyrelsen tilbagekalde berørte lægemidler fra kunderne. Derfor vil de kunder, der har købt kølevarer på apoteket inden for de seneste tre måneder, få et brev i e-boks med information om sagen.

Hvis der er tale om medicin, som man stadig bruger, skal man anskaffe sig en ny medicinpakning, fordi en eventuelt nedsat effekt ikke kan udelukkes. Man skal dog ikke afbryde behandlingen, før man har anskaffet sig en ny pakke. Tilbagekaldelsen gælder hele perioden fra 11. maj 2022 til 30. juni 2023 og omfatter al medicin, der skal opbevares på køl, og som er købt på Brøndbyøster Apotek i den periode.

Brøndbyøster Apotek har oplyst, at berørte kunder enten kan returnere medicinen til apoteket eller få den ombyttet på en af filialerne til Brøndbyøster Apotek (Krone Apotek i Rødovre eller Brøndbyvester Apotek). Alternativt kan man bede sin læge om en ny recept og købe medicinen på et andet apotek. Spørgsmål vedr. udgifter til ny medicin, skal rettes til Brøndbyøster Apotek.

Hvis man er i tvivl, om medicinen har haft den ønskede effekt, særligt hvis man lider af en kronisk sygdom, bør man kontakte den læge, der har udskrevet medicinen. Er man i tvivl, om den medicin, man har derhjemme, er omfattet af sagen, kan man læse i medicinpakkens indlægsseddel, om den skal opbevares på køl eller ej.

Kontakt

Kommunikationsteam

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

kommunikation@brondby.dk

Sidst opdateret den 06. juli 2023
Skrevet af Brøndby Kommune