Gå til hovedindhold

Sød historie bag Brøndbys smukke kirsebærtræer

De er ikke alene smukke at se på, når de blomstrer – der er faktisk også en smuk historie bag Brøndbys mange Japanske kirsebærtræer. De blev nemlig plantet af 70 japanske brudepar, der i 1973 rejste til Danmark for at blive gift.

2. maj 2024

Indhold

    Når vi hvert forår kan nyde det magiske syn af smukke kirsebærtræer, der springer ud i Brøndby, så skyldes det faktisk en gammel japansk bryllupstradition.

    Takket være Forstadsmuseet, er både fotos og gamle avisudklip blevet bevaret, og de fortæller den søde historie om 70 japanske brudepar der i hhv. april og maj 1973 rejste til Danmark for at blive gift.

    Det var nemlig meget billigere at blive gift i Danmark end at holde brylluppet i Japan, hvor brudens forældre havde tradition for at give fine gaver – ikke til brudeparret – men til venner og familie. Det kunne løbe op i så mange penge, at en rejse til Danmark var billigere. Samtidig med selve vielsen, fik de unge mennesker så også en bryllupsrejse med i købet.

    Kjeld Rasmussen har en finger med i spillet

    Alle brudepar blev viet på Københavns Rådhus. Og selvom vi ikke præcis ved hvorfor, så holdt daværende borgmester Kjeld Rasmussen bryllupstalen efter ceremonien på Københavns Rådhus. Dagen efter bryllupperne tog alle brudepar en tur til Brøndby.

    Efter japansk tradition plantede de nygifte par Japanske kirsebærtræer foran Brøndby Rådhus og på det daværende Brøndbyvester Boulevard (i dag Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard).

    Det er en tradition at japanske par planter et kirsebærtræ som bevis på evig troskab.

    Vi kan altså takke en gammel japanske tradition for, at vi hvert forår nyde de smukke lyserøde træer, når det bliver "sakura"-tid i Danmark og i Brøndby.

      Kontakt

      Staben for Politik og Organisation

      Brøndby Rådhus
      Park Allé 160
      2605 Brøndby

      Telefon: 43 28 28 28

      Send sikker Digital Post

      E-mail: staben@brondby.dk

      Sidst opdateret: 14. februar 2025

      Læs også