Gå til hovedindhold

Øland A/S kåret som Årets Virksomhed i Brøndby 2024

Ved en festlig reception den 6. februar hos Øland A/S i Brøndby overrakte borgmester Maja Højgaard prisen som Årets Virksomhed 2024. Prisen gives af kommunalbestyrelsen som en anerkendelse af Ølands imponerende indsats inden for både social ansvarlighed og grøn omstilling.

6. feb. 2025

Indhold

    Øland A/S, der har specialiseret sig i ventilation, har i mange år været en stærk samarbejdspartner for kommunens jobcenter. Virksomheden har gennem deres målrettede indsats skabt beskæftigelsesmuligheder for borgere langt fra arbejdsmarkedet, blandt andet via fleksible jobfunktioner og skræddersyet opkvalificering.

    Samtidig har Øland gjort bæredygtighed til en naturlig del af deres drift. De har reduceret deres miljøaftryk og været aktive deltagere i kommunens grønne netværk siden dets opstart, hvor de inspirerer andre virksomheder til at arbejde med grøn omstilling.

    Borgmester Maja Højgaard sagde blandt andet ved overrækkelsen:

    "Øland A/S er en virksomhed, der går forrest og viser, hvordan man kan kombinere socialt ansvar og bæredygtighed. Det er en indsats, der gør en konkret forskel – ikke kun for de mennesker, I hjælper, men også for vores miljø og fremtid."

    Kommunens medarbejdere har nomineret Øland A/S som en værdig modtager af årets virksomhedspris, hvilket understreger, hvor stor værdi virksomheden har for både lokalsamfundet og erhvervslivet. Hos Øland er man glad for anerkendelsen:

    ”Vi er meget stolte af at modtage prisen, og heldigvis er vi én af mange, som gør rigtig meget for udsatte borgere. Vi mener, at det forpligter, når man er en virksomhed som Øland og med den størrelse, vi har”, siger Flemming Zier Andersen, driftschef og bæredygtighedsansvarlig.

    Til overrækkelsen takkede han også Brøndby Kommune for samarbejdet:

    ”Vi er glade for det tætte samarbejde. Kommunen er meget behjælpelig til sparring, når vi bliver mødt af nogle spørgsmål, vi ikke kender svaret på. Vi håber på et forsat godt samarbejde fremover”.

    Brøndby Kommune ønsker Øland A/S et stort tillykke og takker for det gode samarbejde.

    På billedet ses: Lagerchef Jesper Madsen, direktør Carsten Madsen, bæredygtighedsansvarlig og jobcenterets kontaktperson Flemming Andersen, borgmester Maja Højgaard og formand for Beskæftigelsesudvalget Harun Muharemovic.

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev

    Kontakt

    Brøndby Erhvervsservice

    Jes Pettersson, Erhvervskonsulent

    Brøndby Rådhus
    Park Allé 160
    2605 Brøndby

    Telefon: 43 28 21 68

    E-mail: erhvervsservice@brondby.dk

    Web: brondby.dk/erhverv

    Sidst opdateret: 25. februar 2025