Flere Brøndby-unge i uddannelse eller job
Mens tendensen går den anden vej i mange kommuner, så falder andelen af unge i Brøndby, der ikke er i uddannelse eller job.
I Brøndby er andelen af unge, som hverken er i job eller uddannelse, faldet – og det skyldes bl.a. en målrettet kommunal indsats over flere år.
”Med den demografi vi har i Brøndby Kommune og som danmarksmester i almennyttige boliger, så kan vi godt være meget stolte af det resultat”, siger borgmester Maja Højgaard.
For seks år siden ændrede Brøndby Kommune ungeindsatsen til en netværksbaseret model. Det betyder, at fagpersoner fra beskæftigelses-, social- og uddannelsesområdet samarbejder tæt med afsæt i den enkelte unges behov. Samtidig blev der indført ungeguider, som tilbyder individuel støtte til unge i overgangen til uddannelse og job – eller hjælp til at fastholde tilknytningen dertil.
Brøndby Kommune forpligter sig desuden på, at alle unge i Brøndby får individuel uddannelsesvejledning i grundskolen. Og særligt for de unge, der har brug for alternative veje, arbejdes der målrettet med, at job kan være en indgang til uddannelse.
Det er netop disse tiltag, der nu fremhæves som forklaring på, hvorfor Brøndby klarer sig positivt i statistikkerne.
”Ved at styrke det tværfaglige samarbejde og give fagpersonerne tæt på de unge et større ansvar, har vi fundet en model, der tydeligvis virker. Og det skal vi fortsat udvikle,” siger Maja Højgaard.
Med godt ti procent af de unge mellem 16 og 24 år, der hverken går i skole eller på arbejde ligger Brøndby Kommune stadig en smule over gennemsnittet, resultatet er væsentligt bedre end tidligere.

Kontakt
Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
E-mail: born@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00