Midlergården byder ugler velkommen med et brag af en fest
Hele JAC Vestegnen var inviteret til cowboyfest, da Midlergården fejrede både 11-års fødselsdag og opsætning af en hjemmebygget, bæredygtig uglekasse.
I et stort, gammel ahorntræ mellem Midlergården og Brøndby Golfklub hænger nu den fineste uglekasse med tagpap og det hele. Opsætningen af kassen blev fejret med hesteskokast, bål, popcorn og meget andet som en del af Midlergårdens 11 års fødselsdag.
Men bag den festlige kulisse er der flere seriøse årsager til, at fire-fem af borgerne på Det Grønne Hold på Midlergården har savet, hamret og målt op i ugevis forud for den store uglefest. Ugler er nemlig eminente til at jage rotter, og derfor er der en klar bagtanke med at invitere uglerne indenfor på strategisk udvalgte steder i kommunen, så de kan deltage i rottejagten.
”Vi glæder os virkelig meget til at følge med i, om der flytter et uglepar ind i kassen. Vi synes i hvert fald, at det er en ret god beliggenhed uglerne kan få fra deres nye hjem i de gamle Ahorntræer med udsigt over golfbanen,” fortæller Marlene Waterstradt, der er socialpædagog på Det Grønne Hold.
Bæredygtighed i hverdagen
Midlergården er en del af Job og Aktivitetscenter Vestegnen, og Det Grønne Hold er et beskyttet beskæftigelsestilbud for borgere, der kan lide at være ude i al slags vejr og som har lyst til at prøve kræfter med alt fra fliselægning og græsslåning til pasning af køkkenhave – og nu altså også bygning af uglekasser.
”Arbejdet med uglekasserne har sat gang i mange gode snakke. Fx har vi snakket ret meget om, at vi jo ikke er så glade for, at rotterne fx spiser vores vindruer i køkkenhaven,” siger Marlene Waterstradt.
Også produktionen af uglekasserne er et udtryk for, hvordan Brøndby Kommune så vidt muligt arbejder med bæredygtighed som en del af opgaveløsningen. Træet til kasserne er nemlig god overskudstræ i passende størrelser indsamlet på Brøndby genbrugsstation.
Om Midlergårdens borgere skal bygge flere uglekasser er ikke afklaret endnu, men målet er klart, at de til næste års fødselsdagsfest kan fejre, at der er ugleunger i Ahorntræet.
Fotos: Social IT
Kontakt
Social- og Sundhedsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
Fax: 43 43 65 43
E-mail: social@brondby.dk