Større variation i kommunens natur og grønne områder
Anlægsprojekter og nye metoder til at passe kommunens grønne områder skal øge biodiversiteten i Brøndby Kommune.
Flere blomstrende urter, insekter og vilde områder. Der skal være plads til en mere forskelligartet natur i Brøndby Kommune. Det sker både gennem konkrete anlægsprojekter og ved at ændre driften af eksisterende grønne områder. Formålet er at skabe mere varierede og naturvenlige byrum til gavn for både biodiversiteten og borgere.
I Strategi Brøndby 2030 er et af fokusområderne ’større variation i natur og grønne områder’, og siden vedtagelsen af strategien i 2020 har forvaltningen arbejdet målrettet på at give naturen mere plads i Brøndby.
I løbet af vinteren 2024/25 er bl.a. midterrabatten på Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard, det grønne areal mellem pensionisthuset Møllen og motorvejen, og Torvestien i Brøndbyøster fx blevet ændret, så der bliver en bedre jordstruktur og mere fokus på, at forskellige urter og arter skal kunne trives der.
Bedste betingelser for naturen
”Samme arbejde vil i år blive sat i gang i den vestlige del af Esplanadeparken, i sportsbyen og på Højstens Boulevard. Men største forandring på det grønne område i år vil være i den måde vejkanterne og de grønne områder vil blive plejet på,” siger Lars Krog, der er driftschef på Brøndby Kommunes materielgård.
For at skabe bedre vilkår for naturen i kommunen vil materielgårdens ansatte nemlig i endnu højere grad indrette pasningen af de grønne områder, så naturen får de bedste betingelser. Det betyder fx, at vejkanterne ikke vil blive klippet helt så ofte, og måske på andre tidspunkter af året end tidligere. Efter klipning vil græsset blive fjernet for at minimere jordens indhold af næringsstoffer.
”Vi ved godt, at det kan kræve lidt tilvænning for borgerne, når vejkanter og grønne områder pludselig ser mere vilde ud. Men det er vores klare mål, at disse tiltag vil bidrage til en øget biodiversitet i Brøndby Kommune til glæde for alle”, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune, Finn Andersen.

Kontakt
Materielgården
Brøndby Møllevej 10
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 24 90
E-mail: vejplads@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - torsdag: Kl. 8.00 - 15.00
Fredag: Kl. 8.00 - 11.30
Materielgården holder lukket alle helligdage, 1. maj og Grundlovsdag 5. juni.