Gå til hovedindhold

Brøndby bidrager til udviklingen af ny ungdomsuddannelse

UCN10 i Brøndby er med, når Region Hovedstaden og fire uddannelsesinstitutioner sammen udvikler den nye EPX-uddannelse med fokus på praksis, samarbejde og motivation.

27. jun. 2025

Indhold

    Hvordan ser fremtidens ungdomsuddannelse ud? Det spørgsmål samarbejder UCN10, Brøndby Gymnasium & HF, SOSU H og TEC om at besvare gennem det ambitiøse udviklingsprojekt "Uddannelse til fremtiden – Forskud på EPX". Projektet vil give vigtige erfaringer, der kan bidrage til udviklingen af EPX-uddannelsen og gøre den til en attraktiv uddannelse for de unge. 

    Projektet omfatter over 500 elever og 40 undervisere og er organiseret i to forsøgsforløb – ét i Brøndby og ét i Gladsaxe. I den del af projektet, som UCN10 deltager i vil fokus være rettet mod det tværprofessionelle samarbejde blandt underviserne. UCN10 tilbyder undervisere og ledelse til projektet.

    ”Vi ved, at afstand til ungdomsuddannelse betyder rigtig meget for de unge, og vi håber derfor, at vores unge i 2030 vil få mulighed for at starte på EPX i Brøndby Kommune. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi i Brøndby kommune samarbejder med uddannelsesinstitutioner omkring udviklingen af EPX,” siger Brøndbys borgmester Maja Højgaard.

    Et centralt element i projektet er det tværprofessionelle samarbejde og kompetenceudvikling blandt underviserne på de fire uddannelsesinstitutioner. 

    ”Vi har nogle fantastisk dygtige lærere på UCN10, som har et indgående kendskab til gruppen af unge, som fremadrettet vil være i målgruppen til EPX. Derfor er jeg glad for at se, at deres viden sættes i spil i dette projekt, samtidig med, at de kan opbygge erfaringer i forhold til samarbejdet med undervisere med en anden faglig baggrund, og undervisning af en anden elevgruppe,” siger Anette Pilmark, formand for Børne- og Skoleudvalget i Brøndby. 

    Projektets erfaringer deles løbende med øvrige uddannelsesinstitutioner og myndigheder – og skal på sigt bidrage til en smidig og målrettet implementering af EPX på landsplan.

    Projektperioden løber fra maj 2025 til oktober 2027 og bliver støttet af Region Hovedstaden med knap 3 millioner kroner. 

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev

    Kontakt

    UCN10 - 10. klasseskole

    Nykær 44
    2605 Brøndby

    Telefon: 43 28 29 00

    E-mail: ucn@brondby.dk

    UCN 10. klasseskolens hjemmeside

    Sidst opdateret: 27. juni 2025