Gå til hovedindhold

Efter donation: Brøndbys Ungeråd får nyt mødested til idéer, events og fællesskab

Brøndby Kommunes Ungeråd er blandt de heldige modtagere af et nyt mødested doneret af Realdania gennem projektet ”Vores Sted”. Mødestedet – med navnet "Ungezonen" – skal fungere som et samlingspunkt for unge i kommunen og styrke både fællesskab og engagement.

2. jul. 2025

Indhold

    Realdanias initiativ Vores Sted har til formål at skabe trygge og aktive mødesteder i hele landet. Projektet har modtaget over 500 ansøgninger fra hele Danmark, og Brøndby Kommunes Ungeråd er nu udvalgt som modtager af et af de unikke mødesteder.

    Mødestedet, som Ungerådet har fået tildelt, hedder "Udestuen" – et hyggeligt samlingspunkt med overdækning, som skaber rammer for både fællesskab, dialog og aktiviteter året rundt. I Ungerådets ansøgning lagde Ungerådet vægt på, at de ønsker et sted, der bliver et levende og kreativt samlingspunkt, hvor de kan udvikle nye initiativer, planlægge events og være sammen på deres egne præmisser. Ungerådet har besluttet, at mødestedet skal hedde ”Ungezonen”. 

    “Det glæder mig virkelig, at Ungerådet får deres eget sted, hvor de kan mødes og være sammen i trygge rammer. Det er en anerkendelse af det engagement og den drivkraft, vi allerede ser hos vores nye Ungeråd,” udtaler Anette Pilmark, formand for Børne- og Skoleudvalget.

    Også Ungerådet ser frem til at tage det nye sted i brug:

    ”Det er fedt, at vi unge i Brøndby får et sted, hvor vi kan være os selv, og hvor der er plads til alle, uanset hvilken del af Brøndby, man er fra. Vores nye sted vil kunne bidrage til fællesskabet i Brøndby, og vi i Ungerådet har mange tanker og idéer til stedet, så vi er utrolig glade for, at Realdania har givet os mødestedet” fortæller medlemmerne af Ungerådet.

    Ungezonen kommer til at blive placeret ved Kulturhuset Brønden. Det er endnu ikke fastlagt, hvornår Ungezonen står klar til ibrugtagning, men der arbejdes på, at det bliver hurtigst muligt til gavn for de unge i Brøndby.

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev

    Kontakt

    Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen

    Brøndby Rådhus
    Park Allé 160
    2605 Brøndby

    Telefon: 43 28 28 28

    E-mail: born@brondby.dk

    Åbningstider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Telefontider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Undgå lang ventetid i telefonen 

    Sidst opdateret: 2. juli 2025