Gå til hovedindhold

Nyt samarbejde styrker beskæftigelsesindsats i Brøndby Strand

Projektet hedder ’Brøndby beskæftigelse – sammen om job’ og er et stærkt samarbejde mellem Brøndby Kommune, den socialøkonomiske virksomhed Væksthuset, den Sociale Kapitalfond, Landsbyggefonden og den boligsociale indsats i Brøndby Strand og Brøndby Nord.

2. jul. 2025

Indhold

    80 borgere vil de kommende tre år være en del af indsatsen – både før og efter de har fået job. Omdrejningspunktet for projektet er en håndholdt indsats overfor hver enkel borger med fokus på trivsel, brobygning og etablering af netværk. Indsatserne vil ske i tæt samarbejde med lokale virksomheder, der fx efterspørger arbejdskraft indenfor specifikke områder.

    "Projektet er et resultat af stærkt samarbejde på tværs – og det skal der lyde en stor tak for. Det er netop i fællesskab, vi skaber de bedste løsninger. Jeg glæder mig til at følge med i, hvordan det udvikler sig, " siger Harun Muharemovic, der er formand for Beskæftigelsesudvalget.

    ”Vi er dér, hvor beboerne er. Det vil sige, at medarbejdere fra Væksthuset, Brøndby Kommune og den boligsociale helhedsplan sidder sammen i fælles lokaler i Brøndby Strand. Det gør vi, fordi vi fra forskningen ved, at samarbejde på tværs af kommune, civilsamfund og private aktører er med til at øge borgernes chancer for at komme – og blive – i job, ” siger chef for Jobcenter Brøndby, Bjarne Bo Larsen.

    Projektet er en fortsættelse af den fremskudte indsats, som blev afprøvet i Brøndby Strand fra 2020 til 2024 – dog er det nyt, at Væksthuset og Den Sociale Kapitalfond er med om bord. 

    ”Det er en ny måde at arbejde på for os, fordi vi har den Sociale Kapitalfond med som ekstern investor. Det betyder, at Brøndby Kommune udelukkende betaler for den effekt, som indsatsen skaber”, fortæller Bjarne Bo Larsen.

    Den Sociale Kapitalfond er en specialiseret og værdidrevet investor, der skaber positiv social effekt på velfærdsområder og finansielle afkast ved at samtænke finansieringer for at sikre en sammenhængende og ambitiøs indsats, der kan forankres. Der måles på socialt og økonomisk afkast for at synliggøre, at det betaler sig at investere i mennesker og lokalområder og skabe rammerne for langsigtet udvikling.

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev

    Kontakt

    Jobcenter Brøndby

    Brøndby Rådhus
    Park Allé 160
    2605 Brøndby

    E-mail: jobcenter@brondby.dk

    Send sikker Digital Post

    Telefon: 43 28 26 66

    Åbningstider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Telefontider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
    Torsdag: Kl. 09.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Sidst opdateret: 3. juli 2025