Bioblitz i Strandparken
Lørdag den 30. august 2025 inviterer de blå og grønne organisationer til Bioblitz i Strandparken.
Her kan børn, unge og voksne gå på opdagelse i naturen sammen med eksperter og frivillige – og du er altså også inviteret. Alle aktiviteter er gratis, og der er noget at opleve fra morgen til aften. Du kan se det fulde program nedenfor.
Mere viden om naturen omkring os
Bioblitzen er arrangeret med det formål, at vi bliver klogere på, hvilken skøn natur vi har i Strandparken – og hvor mange arter der trives i området.
Når du deltager i bioblitzen, håber vi derfor, at du vil registrere dine fund i Arter-appen eller på Arter.dk, så alle kan se, hvad der bliver fundet. Det gælder også, hvis du har lyst til at tage en tur ud alene alle årets 364 andre dage og gerne vil bidrage til vores fælles vidensdatabase.
Udover bioblitzen lørdag den 30. august jagter skoleelever fra Brøndby Kommune samt Vallensbæk, Hvidovre og Ishøj Kommuner også en masse spændende arter.
Du kan derfor møde flere hold elever og deres undervisere i Strandparken over de kommende uger, imens de er i gang med at registrere en masse arter og på den måde lære om naturen ude under åben himmel.
Alle er inviteret
Den offentlige bioblitz lørdag den 30. august er arrangeret af en lang række lokale grønne organisationer, der alle holder af Strandparkens natur.
Organisationerne er: Køge Bugt Stenrev, Dansk Botanisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening i Ishøj-Vallensbæk, Danmarks Naturfredningsforening i Greve, Danmarks Naturfredningsforening i Brøndby, Team 10k og Dansk Ornitologisk Forening i Hvidovre, Greve, Ishøj, Vallensbæk og Brøndby.
Arrangementerne er åbne for alle, og det kræver ingen forudgående viden at deltage.
Alle deltagere opfordres til at medbringe mobiltelefoner og bruge appen Arter til at registrere deres fund.
Vil du være med til at registrere naturen i Strandparken?
Så download appen Arter inden Bioblitzen.
Med Arter-appen kan du:
- Tage billeder af dyr, planter og svampe
- Få forslag til, hvilken art du har fundet
- Indsende dine fund til eksperter, der validerer dem
- Se fund fra hele Danmark – og i dit eget nærområde
Ved at bruge Arter hjælper du forskere og naturformidlere med at få bedre viden om biodiversiteten – og du bliver selv klogere på naturen omkring dig.
Appen er gratis og findes til både Android og iPhone. Du kan også registrere dine fund på arter.dk.