VSKdansk får EU-støtte til udvikling af AI-baseret sprogtutor
Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter (VSKdansk) i Brøndby har sammen med fire europæiske partnere modtaget støtte fra EU’s Erasmus+-program til et banebrydende udviklingsprojekt: en personlig, AI-baseret sprogtutor.
Projektet, The European AI Based Personal Language Learning Assistant, har fået bevilliget 400.000 euro – svarende til cirka 3 millioner kroner – og starter i oktober 2025.
Formålet er at skabe en digital læringsassistent, der kan støtte kursister i dansk som andetsprog med både mundtlig og skriftlig træning. Den AI-baserede tutor skal være tilgængelig døgnet rundt, kunne forklare grammatik og udtale på kursistens modersmål og tilpasse sig den enkeltes niveau og læringsmål. På den måde får kursisterne fleksible muligheder for at træne og få feedback, hvilket styrker både integration og muligheder på arbejdsmarkedet.
”Det betyder meget at få EU-støtten – både lokalt og internationalt. For VSKdansk og Brøndby Kommune er det en blåstempling af, at vi er helt fremme i feltet, når det gælder digital og innovativ sprogundervisning. Projektet skal bidrage til at øge kursisternes progression og motivation, mindske frafald og skabe større lighed i sproglige muligheder,” fortæller Lars Nordborg, forstander ved VSK.
Projektet løber over tre år og er organiseret i fem arbejdspakker: projektledelse, behovsanalyse, teknisk udvikling, træning af lærere samt spredning og implementering af resultater. Danmarks Tekniske Universitet (DTU) leder den tekniske udvikling, mens VSKdansk har ansvaret for den overordnede projektledelse. Internationale partnere fra Belgien, Slovakiet og Tjekkiet bidrager med pædagogisk og organisatorisk ekspertise.
Internt i VSKdansk har en styregruppe stået for ansøgningen, hvor man blandt andet har lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt kursisterne for at afdække behovet for en AI-tutor. Næste skridt bliver at besøge partnerne, udbygge behovsanalysen og fastlægge de tekniske krav.
VSKdansk
VSKdansk er et kommunalt sprogcenter, placeret i Brøndby Kommune, hvorfra der varetages danskuddannelse for Brøndby og ti andre kommuner i hovedstadsområdet.
Der er tilmeldt 6000 elever.
Illustration: DALL-E
Kontakt
Social- og Sundhedsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
Fax: 43 43 65 43
E-mail: social@brondby.dk