Brøndby styrker indsatsen mod social dumping
Kommunalbestyrelsen i Brøndby har godkendt en samarbejdsaftale, der skærper kontrollen med fair løn- og arbejdsvilkår hos kommunens leverandører.
Brøndby Kommune skruer nu yderligere op for indsatsen mod social dumping. Med vedtagelsen af budget 2026 har Kommunalbestyrelsen ønsket at styrke fokus på fair løn- og arbejdsvilkår hos kommunens leverandører i overensstemmelse med kommunens indkøbspolitik. Derfor har Brøndby Kommune indgået en samarbejdsaftale med Hovedstadens indsatsteam mod social dumpning om en styrket kontrolindsats.
Aftalen er en del af et fælleskommunalt kontrolsamarbejde mod social dumping, hvor også blandt andre Albertslund, Hvidovre, Rødovre, Glostrup og Ishøj deltager. Erfaringer og ressourcer deles på tværs for at styrke indsatsen.
Formålet er at sikre, at virksomheder, der arbejder for Brøndby Kommune, lever op til gældende overenskomster og arbejdsklausuler, så der ikke konkurreres på at presse løn- og arbejdsvilkår.
Der skal være ordentlige forhold for medarbejderne og fair konkurrence for de virksomheder, der leverer kvalitet på ordentlige vilkår, mener borgmester Maja Højgaard:
“Det handler om retfærdighed, ansvarlighed og respekt for lønmodtagerne. I vores kommune konkurrerer man på kvalitet – ikke på at presse løn- og arbejdsvilkår.”
Styrket kontrol – først på bygge- og anlægsområdet
Københavns Kommune, der står for at drive indsatsteamet, vil fremover varetage kontrollerne i samarbejde med Brøndby Kommune. Indsatsen indledes med fokus på bygge- og anlægsområdet, hvor erfaringerne viser en øget risiko for social dumping. Kontrollerne kan efter behov udvides til andre brancher, herunder eksempelvis rengøring, flytteydelser og tolkeservice.
Som led i samarbejdet får Indsatsteamet adgang til relevante kontrakter og dokumentation, og der vil være løbende dialog om, hvor kontrolindsatsen giver størst effekt, samt om behovet for at intensivere indsatsen.
Kontakt
Økonomiafdelingen
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
E-mail: opk@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00