Dejlig mad og gode snakke i Brøndby Spiser Sammen-ugen
Syv fællesspisninger i uge 17 skabte hygge, nye netværk og grønne smagsoplevelser i hele kommunen som en del af Brøndby Spiser Sammen-ugen.
I pensionisthuset Stranden spiste ca. 60 deltagere lækker portobellogryde og i T13-huset stod menuen på fællessang, hakkebøf med smørstegte kartofler og præsentation af de kommende aktiviteter i T13.
Med syv fællesspisninger i uge 17 var Brøndby igen i år stærkt repræsenteret i den landsdækkende ’Danmark Spiser Sammen-uge’. Indsatsen skal sætte fokus på ensomhed og samtidig skabe synlighed omkring de mange gode, lokale fællesskaber, som står klar med åbne arme til at invitere interesserede ind. Her på bagkant melder alle arrangørerne om god opbakning og hyggesnak på kryds og tværs.
I T13-Huset i Brøndby Strand blev de tilmeldte budt velkommen i døren af en lokal beboer, og her blev de samtidig bedt om at trække et nummer. Nummeret bestemte så, hvilken plads gæsten skulle sætte sig ved. Denne lille bordplans-leg blev modtaget med godt humør og understreger, at det er trygge fællesskaber og netværk, der er hovedformålet, når bl.a. Brøndbys pensionisthuse, kulturhuse og foreninger inviterer til fællesspisninger.
Grøn forret til alle
”Det er skønt at opleve den store opbakning, der er her i Brøndby til at invitere hinanden ind i vores fællesskaber. Det er præcist dét, ’Brøndby Spiser Sammen’-ugen skal understrege. Det er dejligt med lækre måltider, men det vigtigste er selskabet: At vi alle bliver bedre til at invitere andre indenfor – men også til selv at sige 'ja tak' til invitationer til de små træf eller nye fællesskaber,” siger Borgmester Maja Højgaard.
Alle syv fællesspisninger serverede en gratis forret bestående af salat-taco med ærte-humus og stegt grønt fra café Brønden og Bønnen i anledning af, at uge 17 samtidig også er klimahandledags-uge her i Brøndby. Og selvom gæsterne til Pensionisthuset Strandens fællesspisning undrede sig lidt over, hvor kødet blev af, så var begejstringen stor for de grønne retter og det gode selskab.
Både borgmester Maja Højgaard, formand for ældre- og omsorgsudvalget Hajg Zanazanian, formand for Grøn omstilling og Miljøudvalget Fatih Baran og 1. viceborgmester Irfan Gilani deltog i fællesspisninger, hvor de holdt en velkomsttale og fik sludret med gæsterne.
Menuen stod på Salat-tacos og Portobellogryde til fællesspisning i Pensionisthuset Stranden i 'Brøndby Spiser sammen'-ugen.
Kontakt
Social- og Sundhedsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
Fax: 43 43 65 43
E-mail: social@brondby.dk