Gå til hovedindhold

Brøndby Kommune går forrest: Første kommune i Danmark etablerer parapladser

Brøndby Kommune er den første kommune i Danmark, der etablerer parapladser. De særligt opmærkede handicapparkeringspladser gør inklusion synlig i hverdagen og støtter samtidig danske paraatleter gennem donation til Parasport Danmark.

7. maj 2026

Indhold

    Med parapladser bliver handicapparkering ikke kun et praktisk hensyn, men også et synligt tegn på inklusion og opbakning til mennesker med handicap og deres muligheder for et aktivt liv.

    Brøndbys borgmester: “Vi er stolte af at gå forrest”

    Maja Højgaard (A), borgmester i Brøndby Kommune udtaler:

    “Vi er stolte af at være den første kommune i Danmark, der etablerer parapladser. De første af slagsen er helt naturligt her ved Idrættens Hus. Det understøtter vores arbejde med tilgængelighed og sender et stærkt signal om, at vi ønsker at gøre en forskel i hverdagen for borgere med handicap. Ikke kun i ord, men i konkrete handlinger, der ovenikøbet er synlige lige dér, hvor brugerne er”, siger Maja Højgaard, borgmester i Brøndby Kommune. 

    Parasport Danmark: “Et aktivt liv med handicap”

    John Petersson, formand for Parasport Danmark, udtaler:

    "Parapladser er med til at understrege, at man sagtens kan leve et aktivt liv med sit handicap. Det betyder meget for os, at den første kommunale aftale nu er på plads. Jo flere parkeringspladser, der får markeringen, jo større opmærksomhed kan vi skabe om mulighederne inden for parasport i Danmark. Brøndby kommune er med til at bane vejen, og det er vi meget taknemmelige for,” siger John Petersson.

    Ung paraatlet fra Brøndby: “Parasport giver fællesskab og udvikling”

    Agnes Hostrup Stærke på 14 år er selv paraatlet og spiller bordtennis i Brøndby. Hun glæder sig over det øgede fokus på parasport:

    ”Det er fedt, at der kommer mere fokus på parasport og alle de kvaliteter, sporten rummer. Parasport handler både om fællesskab, glæde og om at udvikle sig som menneske og atlet. Jeg håber, at endnu flere får øjnene op for de muligheder og oplevelser, parasport giver,” siger Agnes Hostrup Stærke.

    Paraplads: ”Vi har aktiveret et symbol, alle kender”

    Ifølge Marie-Louise Munter, initiativtager til Paraplads, er ambitionen at gøre det nemmere at omsætte gode intentioner til konkret handling:

    ”Vi har allerede et af verdens mest kendte symboler: kørestolen på handicapparkering. Med Paraplads aktiverer vi symbolet og hylder alle, der med funktionsnedsættelser dyrker et aktivt liv med sport. Når man møder en paraplads, bliver man mindet om, at der er mennesker bag, og at inklusion er noget, vi skaber sammen. Samtidig er det en model, der kan skaleres, så endnu flere kan være med til at gøre en forskel.”

    Milepæl: 100 parapladser og 100.000 kr. til Parasport Danmark

    Med etableringen i Brøndby Kommune er de første 100 parapladser nu etableret i Danmark. Ved åbningen af de første kommunale parapladser ved Idrættens Hus overrakte Marie-Louise Munter derfor en check på 100.000 kr. til Parasport Danmark som det første samlede bidrag fra Paraplads. Samtidig fik borgmester Maja Højgaard overrakt et Parapladsbevis, som er kommunens synlige bevis på de certificerede parapladser.

    ”At vi har rundet 100 parapladser og kan overrække 100.000 kr. viser, at selv små konkrete greb kan skabe reel forandring. Vi ønsker også at takke Brøndby Kommune for at gå forrest. Der er behov for, at også kommuner viser vejen, så vi kan udbrede kendskabet og dermed gøre bidraget til Parasport Danmarks vigtige arbejde endnu større”, udtaler Marie-Louise Munter fra Paraplads.

    Om Paraplads

    Paraplads er særlig opmærkning af handicapparkering, der med parasportsymboler hylder paraatleter og gør inklusion synlig i det offentlige rum. Med parapladser er det nemt for kommuner, virksomheder og grundejere at omsætte gode intentioner til konkret, synlig handling. De første parapladser blev etableret i september 2024 på Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup. Paraplads er udviklet i samarbejde med Gardian og Danske Handicaporganisationer – til fordel for Parasport Danmark.

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev

    Kontakt

    Kultur, Idræt og Fritid

    Brøndby Rådhus
    Park Allé 160
    2605 Brøndby

    Telefon: 43 28 26 30
    E-mail: kulturidraet@brondby.dk

    Sidst opdateret: 7. maj 2026