Gå til hovedindhold

Fremtidens Brøndby Strand P/S: Selskabet er stiftet og direktør fundet

Etableringen af arealudviklingsselskabet Fremtidens Brøndby Strand P/S er godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Selskabet er stiftet, og Rasmus Jessing er ansat som administrerende direktør.

5. maj 2026

Indhold

    Som sin første opgave skal Rasmus Jessing opbygge selskabets organisation og etablere kontor i Brøndby Strand.

    Direktør med bred erfaring

    Rasmus Jessing er uddannet arkitekt og har gennem sin karriere arbejdet med ledelse af komplekse byudviklings- og transformationsprojekter i krydsfeltet mellem kommune, investorer og almene boligorganisationer.

    Han har tidligere været kommerciel direktør i Cobe Arkitekter og kontorchef i Bygnings-styrelsen med ansvar for større statslige bygge- og anlægsprojekter. Senest kommer han fra stillingen som byggedirektør i KAB, hvor han har stået i spidsen for omfattende bygge-, byudviklings- og omdannelsesprojekter.

    En levende og blandet bydel

    Under Rasmus Jessings ledelse skal selskabet – etableret af Brøndby Kommune, AKF Holding og Sampension – transformere området til en levende og blandet bydel. Det omfatter nye boliger, flere mødesteder, bedre forbindelser, moderne velfærdstilbud og en stærkere sammenhæng mellem by, strand og natur.

    Frem mod 2040 forventes Fremtidens Brøndby Strand at rumme cirka 2.600 nye boliger, hvoraf omkring 60 % vil være ejerboliger. Udviklingen omfatter desuden en markant styrkelse af bymidten, en ny skole, nye dagtilbud, mere detailhandel samt en mere sammenhængende og bæredygtig infrastruktur, der binder by, strand og grønne områder tættere sammen.

    Store forventninger til samarbejdet

    Bestyrelsesformand for Fremtidens Brøndby Strand P/S, Peter Winther, udtaler:
    ”Vi er i bestyrelsen meget glade for at have tiltrukket en så kompetent kapacitet som Rasmus Jessing. Rasmus har både de faglige og personlige kvaliteter til at lede et så stort og ambitiøst projekt, og jeg ser personligt meget frem til et tæt samarbejde med Rasmus.”

    Borgmester Maja Højgaard supplerer:
    ”Fremtidens Brøndby Strand er helt en afgørende byudvikling for Brøndby Kommune. Drømmen om den blandede by er ikke nogen let opgave, men jeg er helt sikker på, at Rasmus Jessing som direktør for arealudviklingsselskabet er den helt rigtige person til at eksekvere på vores meget ambitiøse planer. Han kommer med en erfaring, som betyder at han er lidt af et es i forhold til at få alle gode samarbejdspartnere med ombord. Det gælder både firmaer, borgere og boligforeninger.”

    Rasmus Jessing glæder sig til at komme i gang og siger:

    “Det er et projekt med stor kompleksitet og store ambitioner, og netop derfor en opgave, jeg er meget motiveret af. Jeg ser meget frem til samarbejdet med alle parter – det er via dette fællesskab, vi skal lykkes med den blandede by.”

    Rasmus Jessing tiltræder stillingen den 15. maj 2026.

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev

    Kontakt

    Fremtidens Brøndby Strand Sekretariat

    Brøndby Rådhus
    Park Allé 160
    2605 Brøndby

    Har du en idé eller spørgsmål, så skriv til
    TMF-FremtidensBST@brondby.dk

    Træffetider i Strandboxen

    Strandboxen er de gule containere ved Kulturhuset Brønden

    Torsdage: 15.00 - 17:30

    Sidst opdateret: 5. maj 2026