Nicolai fik drøm opfyldt: Hejste flag på Danmarks højeste flagstang
Her til morgen blev flaget i Brøndby hejst lidt senere end normalt, da en lytter fra DR P3 fik opfyldt sin drøm live i radioprogrammet Drømmeholdet.
P3-lytteren Nicolai fik lov til at hejse flaget på Brøndbys ikoniske flagmast på højen syd for Brøndby Stadion – også kendt som Danmarks højeste flagstang, Margretheflagstangen. Normalt sker flaghejsningen kl. 8.00, men i dag blev tidspunktet rykket, da oplevelsen blev sendt live til P3s lyttere.
Borgmester Maja Højgaard bakkede selvfølgelig op om idéen, da Drømmeholdet ringede, så Nicolai kunne få en oplevelse, han længe har drømt om. Han kører tit forbi den store flagmast og har flere gange tænkt, at det måtte være noget særligt selv at hejse det enorme flag på hele 140 m².
“Det var så fedt og fordi det blæste, kunne man virkelig fornemme, hvor kæmpe stort flaget egentligt er, tusind tak for oplevelsen”, sagde Nicolai, mens flaget gik til tops.
Mens Nicolai hejste flaget, fortalte borgmesteren historien om flaget til lytterne – nemlig, at flagstangen er omkring 50 meter høj og var en gave fra Brøndby Kommune, Danmarks Idrætsforbund og Danmarks Olympiske Komité til Dronning Margrethe, da hun fyldte 50 år i 1990.
Oplevelsen blev en del af DR P3’s formiddagsprogram Drømmeholdet, hvor værten Nicolas Kaiser sammen alle P3's lyttere hver dag kl. 9-12 forsøger at opfylde lytternes drømme.
Kontakt
Staben for Politik og Organisation
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
E-mail: staben@brondby.dk