Ny SSP-plan vedtaget i Kommunalbestyrelsen
Ny SSP-plan sætter retningen for Brøndby Kommunes kriminalpræventive indsats blandt børn og unge. Frem mod 2030 skal planen bidrage til, at kommunen fortsat er et trygt og sikkert sted at bo og vokse op.
Planen, som netop er blevet vedtaget i kommunalbestyrelsen, bygger videre på eksisterende erfaringer og styrker den tidlige, forebyggende indsats, så problemer bliver opdaget og håndteret, før de udvikler sig til kriminalitet.
’Styrket trivsel og fællesskaber blandt børn og unge’, ’reduktion af risikoadfærd og kriminalitet’ og ’øget tryghed i lokalområderne’. Det er de tre overordnede mål for SSP-arbejdet fremadrettet, som kommunalbestyrelsen har fastsat.
”Planen danner grundlag for de kommende års prioriteringer på det kriminalitetsforebyggende område og sikrer en fælles retning i arbejdet med børn og unge i Brøndby Kommune. Samtidig bygger den på en tidlig, forebyggende og tværfaglig indsats, som vi har en lang og stærk tradition for i Brøndby,” siger Anette Pilmark, formand for Børne- og Skoleudvalget.
Indsatserne organiseres efter tre forebyggelsesniveauer:
• Opbyggende indsatser rettet mod alle børn og unge
• Forebyggende indsatser for børn og unge i risiko
• Kriminalitetsforebyggende indsatser for børn og unge, der har begået kriminalitet
Et centralt element er Det Sociale Pensum i kommunens folkeskoler, der arbejder systematisk med fællesskaber, konflikthåndtering, digitale kompetencer og risikoadfærd. Derudover prioriteres opsøgende arbejde i fritiden og på gadeplan sammen med aktiviteter, der understøtter positive fællesskaber og øger trygheden i lokalområderne.
Den nye plan indeholder også målrettede indsatser for udsatte unge over 18 år gennem SSP+, hvor fokus er på at forebygge tilbagefald og understøtte overgangen til voksenlivet.
SSP-arbejdet bliver gennemført i et tæt samarbejde mellem kommunens forvaltninger, skoler, politi, fritids- og foreningsliv samt civilsamfund og følges løbende op gennem evaluering og årlige statusrapporter.
Kontakt
Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
E-mail: born@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00