95 procent af Brøndbys borgere deltager i kulturlivet
Kommunalbestyrelsen og medarbejdere på kultur- og fritidsområdet fik mandag den 8. juni præsenteret resultaterne af Brøndby Kommunes nye kulturprofil.
Næsten alle borgere i Brøndby er aktive kulturbrugere. Hele 95 procent har inden for det seneste år deltaget i kulturaktiviteter uden for hjemmet. Samtidig peger en ny kulturprofil på, at mange borgere mangler kendskab til de lokale kulturtilbud, og at der er et stort potentiale for at få endnu flere med i fællesskaberne.
Det er nogle af de centrale resultater i Brøndby Kommunes nye Kulturprofil, som Kulturens Analyseinstitut har præsenteret. Kulturprofilen giver for første gang et samlet billede af borgernes kulturvaner, deres tilfredshed med kulturlivet og mulighederne for at styrke den kulturelle deltagelse i kommunen. Undersøgelsen viser, at kulturlivet har stor betydning på tværs af alder og livsfaser. Særligt familier og unge er meget kulturaktive, og bibliotekerne er blandt de mest benyttede kulturtilbud i kommunen. Kulturprofilen fremhæver samtidig, at Brøndby har stærke kulturknudepunkter, hvor kulturhuse, biblioteker og fællesskaber går hånd i hånd.
Borgmester Maja Højgaard glæder sig over resultaterne:
Kulturprofilen bekræfter, at vi har et stærkt kulturliv i Brøndby, som rigtig mange borgere bruger og engagerer sig i. Det er dejligt at se, at de investeringer og indsatser, vi gennem årene har arbejdet målrettet med, blandt andet omkring bibliotekerne, kulturhusene og aktiviteter for børn og familier, faktisk bliver brugt og gør en forskel i borgernes hverdag. Det kan vi godt være stolte af, siger Maja Højgaard
Selvom mange benytter kulturtilbuddene, er der også udfordringer. Kun 41 procent af borgerne er tilfredse eller meget tilfredse med kulturlivet i kommunen, mens omkring halvdelen svarer, at de enten ikke har en klar holdning eller ikke kender tilbuddene godt nok. Flere peger på, at de savner bedre information om aktiviteterne, og undersøgelsen viser, at personlige invitationer og lokale fællesskaber er vigtige for at engagere flere borgere.
Formand for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget, Harun Muharemovic, ser kulturprofilen som et vigtigt redskab for det videre politiske arbejde:
Kulturprofilen giver os et stærkt beslutningsgrundlag for de kommende års udvikling af kultur- og fritidsområdet. Vi kan se, at mange borgere allerede er aktive, men vi kan også se, hvor der er barrierer, og hvor vi skal sætte ind for at få flere med. Nu handler det om at omsætte den nye viden til konkrete prioriteringer, så vi styrker både deltagelsen, fællesskaberne og synligheden af de mange gode tilbud, der findes i Brøndby, siger Harun Muharemovic.
Kulturprofilen er baseret på svar fra 2.000 borgere og indgår i Kulturens Analyseinstituts landsdækkende kortlægning af kulturlivet i danske kommuner.
Kulturprofilen bliver i løbet af den kommende tid tilgængelig for interesserede på kommunens hjemmeside.
Kontakt
Kultur, Idræt og Fritid
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 26 30
E-mail: kulturidraet@brondby.dk