Fotokonkurrence: Vis os dit bedste billede af Køge Bugt
Fælles fotokonkurrence skal sætte fokus på livet ved Køge Bugt forud for dette års Havets Folkemøde. Arrangementet går på skift mellem Køge Bugt Alliancens 7 kommuner, og i år er det Solrød Kommune, der er vært for en folkefest i vandkanten lørdag den 22. august.
Hvad betyder havet for dig? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for fotokonkurrencen “Mit hav – vores bugt”, hvor borgerne inviteres til at dele deres egne billeder af livet ved Køge Bugt. Konkurrencen skal sætte fokus på havet som natur, mødested og fælles ansvar – og samtidig varme op til Havets Folkemøde, der i år finder sted i Solrød Kommune den 22. august 2026 kl. 11-16.
Med fotokonkurrencen inviterer Brøndby Kommune sammen med de andre kommuner i Køge Bugt Alliancen borgerne til at vise deres personlige blik på havet og kysten. Det kan være fotos af en tidlig morgentur langs kysten, børn med sand mellem tæerne, en dukkert fra badebroen, aktiviteter på vandet, lokale fællesskaber ved stranden eller naturmotiver, der minder os om, hvorfor Køge Bugt er værd at passe på.
Havets Folkemøde er en folkefest i vandkanten, der samler borgere, foreninger, politikere, NGO’er, erhvervsliv og forskere om havmiljøet i Køge Bugt og Øresund. Arrangementet kombinerer oplæg, debatter, aktiviteter og oplevelser og er skabt i et samarbejde mellem Køge Bugt Alliancen og Danmarks Naturfredningsforening.
Med fotokonkurrencen ønsker Havets Folkemøde at samle borgernes egne fortællinger om havet og skabe synlighed om de mange måder, havet er en del af hverdagen, naturen og fællesskabet langs Køge Bugt.
Sådan deltager du:
- Upload dit foto i kommentarfeltet på opslaget om fotokonkurrencen på Brøndby Kommunes Facebook-side
- Skriv, hvor billedet er taget
- Sæt gerne et par ord på, hvad bugten betyder for dig
- Vær opmærksom på, at personer på billederne skal have givet samtykke, og at du ved at deltage i konkurrencen, overgiver rettighederne til dit billede.
- Fristen for at deltage er den 1. august 2026. Vinderne får direkte besked efter konkurrencens afslutning.
Kontakt
Klima og Miljø
Teknik- og Miljøforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 24 35
E-mail: miljo@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: 09:00 - 13:00
Torsdag: 13:00 - 17:30
Fredag: 09:00 - 12:00
Telefontider
Mandag - onsdag: 09:00 - 14:30
Torsdag: 13:00 - 17:30
Fredag: 09:00 - 12:00