Gå til hovedindhold

Øresund er ny marin naturnationalpark – det fejrer Øresundsvandsamarbejdet ved årets Wold Ocean Day

Siden 2009 har FN hvert år den 8. juni markeret World Ocean Day for at sætte fokus på problematikker som fx plastikforurening og overfiskeri. I år markerer Øresundsvandsamarbejdet dagen for første gang meden del af Øresund udpeget som marin naturnationalpark.

8. jun. 2026

Indhold

    I år er World Ocean Day markeret med temaet ”Stærke beskyttede havområder”, og det passer helt perfekt for Øresund, hvor den danske del af Øresund fra Gilleleje Flak til Stevns Rev er blevet udnævnt som Danmarks nye marine nationalparker sammen med Lillebælt. 

    ”Øresundsvandsamarbejdet har i mange år arbejdet for, at Øresund i en eller anden form skulle beskyttes og gerne udpeget som marin naturnationalpark. Vi er ekstremt glade for at det nu er lykkedes, og vi håber, at den nye status kommer til at have en reel betydning for biodiversiteten og havmiljøet i Øresund – for det er der virkelig brug for,” siger Kathleen Johman Kjærulff, der er forperson for samarbejdet og klima- og miljøchef i Brøndby Kommune.

    Øresundsvandsamarbejdet består af 24 kommuner på både den danske og den svenske side af Øresund, samt Länsstyrelsen i Skåne. Samarbejdet blev etableret i 1995, og formålet er at værne om og forbedre vandmiljøet, naturen og biodiversiteten i Øresund. I tre årtier har samarbejdet kæmpet for, at udviklingen i Øresundsregionen sker på et bæredygtigt grundlag, hvor der tages hensyn til miljø og naturligt forekommende arter. 

    ”Naturen i Øresund er unik med mere end 140 forskellige fiskearter, stenrev, blød mudderbund og lavvandede vige. Det er helt afgørende, at vi øger beskyttelsen nu. Vi vil i Øresundsvandsamarbejdet fortsat arbejde for, at der værnes om livet i sundet - på både dansk og svensk side”, siger Kathleen Johman Kjærulff.

    Formålet med at blive udpeget som marinnaturnationalpark har været at styrke beskyttelsen af Øresund mod en række presfaktorer fra menneskelige aktiviteter – blandt andet råstofindvinding, bundslæbende fiskeri og klapning – samt at sikre midler til naturgenopretning.

    I regeringsgrundlaget for Danmarks nye regering lægges der op til, at der skal udpeges yderligere fem marine naturnationalparker i de danske farvande indenfor den kommende regeringsperiode. Derfor glæder Øresundsvandsamarbejdet sig til, at flere kystkommuner fremover forhåbentlig vil kunne fejre World Ocean Day med en status som marin naturnationalpark. 

    Læs mere Øresundsvandsamarbejdet på https://oresundsvand.kk.dk/

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev
    Sidst opdateret: 8. juni 2026