Gå til hovedindhold

Sundhed og bevægelse skal helt tæt på borgerne i Brøndby

To boligområder i Brøndby Kommune bliver en del af projekt ”Pioner – Fælles om Lokal Sundhed”, som KL og BL står bag og som Nordea-fonden støtter.

30. jun. 2026

Indhold

    Både rammerne og hverdagen bliver anderledes i en lang række by- og boligområder over hele landet, når kommuner og boligorganisationer sætter gang i projektet ”Pioner – Fælles om Lokal Sundhed”. Over de næste fem år skal knap 90 millioner kroner skabe sundhed tættere på borgerne i udvalgte boligområder i Horsens, Holstebro, Vejle, Rødovre og Brøndby.

    Statistikkerne viser, at der i de almene boligområder bor flere mennesker med kroniske sygdomme, psykiske lidelser og flere ensomme end andre steder. Projektet vil derfor teste og udvikle konkrete løsninger til at mindske den sociale ulighed i sundhed i de otte udvalgte boligområder, der huser i alt 45.000 borgere. 

    I Brøndby Kommune er Brøndby Strand og Brøndby Nord udvalgt til at deltage i projektet. I samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI vil fokus her være at sikre, at borgere med fx lav mobilitet eller psykisk sårbarhed ikke kommer til at stå udenfor fællesskaber og nære sundhedstilbud.

    Brøndby Kommune har gennem et flerårigt partnerskab med Danmarks Idrætsforbund og DGI opbygget erfaringer med at udvikle mere tilgængelige fællesskaber under ’Bevæg dig for livet ’-indsatsen. Denne erfaring giver et stærkt fundament for i regi af dette projekt at forsætte samarbejdet og arbejde målrettet med at koble eksisterende faciliteter og foreninger tættere til sundheds- og forebyggelsesindsatser. 

    Nu vil Brøndby Kommune konkretisere de lokale indsatser og mål for projektet sammen med de deltagende boligorganisationer, DIF og DGI. I projektperioden vil der blive etableret lokale sundhedspartnerskaber mellem kommunen, boligorganisationerne, civilsamfundsaktører og patientforeninger. 

    Samtidig skal der udvikles nye, fremskudte sundhedstilbud, som gør det lettere for borgerne at få adgang til rådgivning, forebyggelse og støtte tæt på deres hverdag. Der skal også uddannes lokale sundheds- og fællesskabsambassadører, som kan være med til at skabe trygge fællesskaber og bygge bro til aktiviteter og tilbud i lokalområdet.

    Målet er at udvikle en model, hvor sundhed, bevægelse og trivsel går hånd i hånd, og hvor flere borgere oplever, at det er let at deltage i et meningsfuldt fællesskab tæt på, hvor de bor.

    Borgmester i Brøndby Kommune, Maja Højgaard:
    "Stærke fællesskaber er noget af det vigtigste, vi kan investere i som kommune. Det kræver, at vi tænker nyt og arbejder tæt sammen på tværs. ”Med Pioner – Fælles om Lokal Sundhed” viser vi, hvordan kommune, boligorganisationer og civilsamfund kan forene kræfterne om at bringe sundhed, forebyggelse og fællesskaber tættere på vores hverdag. Det styrker både trivslen lokalt og kan inspirere andre kommuner til at udvikle nye løsninger på fremtidens velfærdsudfordringer". 

    Formand for Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp: 
    ”Det kan være utrolig svært at ændre vaner og bevæge sig mere. Vi håber, at det her projekt vil få flere borgere til at tage det vigtige første skridt og samtidig opdage det fantastiske fællesskab, der er i de lokale idrætsforeninger”.

    Formand for DGI Midt- og Vestsjælland, Anne Grethe Thede Jensen:
    "I Brøndby har vi gennem flere år arbejdet for at bringe sundhed, fællesskaber og civilsamfund tættere sammen. Derfor glæder det os, at de samarbejder og erfaringer, som vi sammen med Brøndby Kommune og lokale aktører har opbygget, nu bliver en del af projektet. Det viser, hvad der kan lykkes, når kommune, boligområder og civilsamfund arbejder mod den samme ambition."

    Formand for DGI, Charlotte Bach Thomassen:
    "I DGI tror vi på, at sundhed skabes tæt på mennesker – i fællesskaberne, i hverdagen og i de lokale relationer. Pioner – Fælles om Lokal Sundhed er et vigtigt skridt mod at udvikle nye løsninger, hvor sundhed, trivsel og fællesskab tænkes sammen som en naturlig del af borgernes hverdag. Skal vi lykkes med at mindske uligheden i sundhed, kræver det indsatser, der tager afsæt i menneskers hverdagsliv."

     

    Fakta om Pioner – Fælles om Lokal Sundhed

    •    Projektet kører fra 2026-2036 – og er fonds-finansieret de første fem år
    •    Projektet er et samarbejde mellem KL og BL, som støttes af Nordea-Fonden med 65.843.000 mio. kr.
    •    Projektet skal gøre det lettere for flere mennesker at leve et godt liv med trivsel, fællesskab og sundhed tæt på hverdagen.
    •    Der bor 45.000 borgere i de lokalområder, hvor projektet kører.

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev
    Sidst opdateret: 30. juni 2026