Brøndby Kommune øger opmærksomheden over for egeprocessionsspinderen
Egeprocessionsspinderen – også kaldet larven fra helvede – er set i flere kommuner, men endnu ikke i Brøndby. Her kan du læse om, hvordan du genkender den, og hvad du skal gøre, hvis du ser den.
Egeprocessionsspinderen (thaumetopoea processionea) er en sommerfugl, som kun lever på egetræer. Larverne bevæger sig i lange kæder (processioner) og danner tætte reder af spind på stammer og grene. Larverne har mikroskopiske brandhår, som kan give gener hos mennesker og dyr.
Selv efter at larverne har forladt træet, kan deres hår stadig være farlige i rederne og i området omkring rederne, da de små hår kan bæres af vinden.
Sådan genkender du egeprocessionsspinderen
- Lever kun på egetræer
- Larverne bevæger sig i lange kæder (processioner) for at spise af træets blade
- Danner tætte reder af spind på stammer og grene
Derudover kan du lægge mærke til, om egetræet viser tydelige tegn på, at der er blevet spist af bladene.
Vær opmærksom på, at der er andre larver, der ligner egeprocessionsspinderen. De mest almindelige forvekslinger er spindemøl og uldhale, som også lever i flok og laver spind – de er helt ufarlige. Hvis larverne ikke sidder på et egetræ, er det ikke egeprocessionsspinderen.
Egeprocessionsspinderen spreder sig forholdsvis langsomt. Hunnen lægger typisk sine æg på egetræer tæt ved det træ, hun selv er udviklet på. Derfor spreder de sig ikke særlig hurtigt af sig selv.
Der er dog risiko for, at egeprocessionsspinderen importeres til kommunen med nyindkøbte egetræer. Kommunen har derfor besluttet kun at købe nye egetræer fra lokale leverandører og gennemtjekke alle nyindkøbte egetræer ved leveringen. Samtidig vil vi vurdere placeringen af evt. nye egetræer. Derudover fører vi særligt tilsyn med de få nye egetræer, vi har plantet inden for de seneste år.
Egeprocessionsspindere vist tæt på.
Det gør du, hvis du ser den
Vi vil meget gerne kontaktes, hvis du observerer larven i Brøndby Kommune. Det kan du gøre via Giv et praj-appen eller på linket nedenfor. Vi beder dig om at sende billeder af dit fund (gerne flere billeder), så vores fagfolk kan vurdere, om der rent faktisk er tale om egeprocessionsspindere og derefter tage stilling til behovet for bekæmpelse.
Finder du egetræsprocessionsspinderen på træer i din egen have, har du selv ansvaret for at fjerne reder og larver med hjælp fra skadedyrsbekæmpere. Du bør ikke selv forsøge at fjerne larver eller reder. Det kræver særligt beskyttelsesudstyr og korrekt håndtering af affaldet. Som privat person kan du ikke aflevere affaldet på genbrugsstationen og forbrændingen. Vi vil meget gerne høre om det, hvis egeprocessionsspinderen findes på privat grund, og du må derfor gerne melde det ind til os via Giv et praj.
Følg anbefalinger og mindsk gener
Egeprocessionsspinderen og dens reder indeholder mikroskopiske brandhår, som kan give kløe og hududslæt. Brandhårene kan også irritere øjne og luftveje og i meget sjældne tilfælde medføre vejrtrækningsbesvær.
Har du været i kontakt med larvens brandhår, anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed, at du skyller huden forsigtigt med vand og derefter vasker dig grundigt. Har du fået brandhår på tøjet, bør tøjet vaskes ved mindst 60 grader. Hvis du får almene symptomer, som påvirker vejrtrækning eller giver kraftig allergisk reaktion, bør du kontakte en læge.
For at undgå kontakt med larvens brandhår bør du undgå at røre ved larver og reder, holde afstand til angrebne træer og undgå kontakt med jord og planter omkring træerne. Hvis du færdes i områder, hvor larven er fundet, kan du beskytte dig ved at dække huden med langærmet bluse og bukser.
Kæledyr som hunde, katte, heste med mere kan også få gener ved kontakt med egeprocessionsspinderen. De oplever ligeledes irritation på huden, i øjnene eller i luftveje. Hvis du har et kæledyr, der har været i kontakt med larven, skal du skylle det over med vand og eventuelt kontakte en dyrlæge.
Kontakt
Klima og Miljø
Teknik- og Miljøforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 24 35
E-mail: miljo@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: 09:00 - 13:00
Torsdag: 13:00 - 17:30
Fredag: 09:00 - 12:00
Telefontider
Mandag - onsdag: 09:00 - 14:30
Torsdag: 13:00 - 17:30
Fredag: 09:00 - 12:00