Hele Letbanen åbner: Stor folkefest med musik, oplevelser og gratis transport
Når Hovedstadens Letbane åbner i sin fulde længde den 22. august, inviteres borgere fra hele hovedstadsområdet til en festdag med musik, aktiviteter og oplevelser langs strækningen - kulminerende med en stor folkefest ved Gladsaxe Rådhus. Samtidig bliver det gratis at rejse med Letbanen hele dagen.
Efter flere års anlægsarbejde er dagen endelig kommet: Den 22. august åbner Hovedstadens Letbane hele sin strækning fra Ishøj til Lundtofte, når de sidste 17 stationer tages i brug.
Det markeres med en festdag for hele hovedstadsområdet, hvor borgere inviteres til at opleve Letbanen, deltage i gratis aktiviteter langs strækningen og være med til den officielle åbningsceremoni og store folkefest ved Gladsaxe Rådhus med oplevelser og musik fra blandede danske kunstnere.
Programmet ved Gladsaxe Rådhus byder på musik, underholdning og aktiviteter for både børn og voksne. Der vil blandt andet være science-shows fra DTU, kreative aktiviteter, streetart, teater og action-oplevelser samt et sceneprogram med flere etablerede danske kunstnere. Arrangementet afholdes samtidig med Gladsaxedagen.
Fejringen finder også sted langs resten af letbanens strækning, hvor flere kommuner arrangerer lokale aktiviteter ved stationer og knudepunkter. Her kan besøgende blandt andet opleve musik, koroptrædener, konkurrencer, streetfodbold, loppemarkeder og få en gratis is.
For at give så mange som muligt mulighed for at opleve den nye Letbane bliver det gratis at rejse med både Letbanen og bus 300S på åbningsdagen.
Når den nordlige strækning åbner, bindes seks S-togslinjer og regionaltog sammen i ét samlet system. Det giver lettere adgang til blandt andet DTU, Herlev Hospital, Glostrup Hospital og de mange arbejdspladser langs Ring 3.
Praktiske oplysninger
Dato: Lørdag den 22. august 2026
Program:
Kl. 10.00-15.00: Lokale aktiviteter langs strækningen
Kl. 10.30: Indvielsestur for inviterede gæster med afgang fra Rødovre Nord
Kl. 11.00-16.30: Folkefest ved Gladsaxe Rådhus
Kl. 11.45-12.30: Officiel åbningsceremoni med taler og teaterforestilling
Inden for en halv time efter, at den officielle indvielsestur er påbegyndt, vil Letbanen begynde at medtage passagerer og overgå til almindelig drift.
Gratis kørsel: Hele dagen med Letbanen og bus 300S
Se det samlede program for åbningsdagen hos Hovedstadens Letbane
Læs mere i pressemeddelelsen fra Hovedstadens Letbane
Fakta om Hovedstadens Letbane
- Letbanen kører i dag fra Ishøj til Rødovre Nord (12 stationer).
- Letbanen kører hvert 10. minut.
- Når de 17 nye stationer åbner til august, vil Letbanen køre hvert 5. minut i dagtimerne på hverdage og lørdage samt hvert 10. minut om aftenen og søndage.
- Toget er indrettet med fire flexområder, hvor der er plads til kørestole, barnevogne og cykler.
- Passagerer kan gratis medbringe cykel i letbanetoget.
- Letbanen forventes at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030.
- Hovedstadens Letbane er ejet af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk.
Foto: Hovedstadens Letbane / Søren Hytting
Kontakt
Vej-teamet
Teknik- og Miljøforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 24 46
E-mail: trafik@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00