Gå til hovedindhold

Ny lokalplan baner vejen for første spadestik til Fremtidens Brøndby Strand

Forslag til Lokalplan 344 for Brøndby Strand Bymidte Øst – Etape 1 er nu sendt i offentlig høring. Lokalplanen er den første, der giver mulighed for at realisere konkrete byggerier som en del af Fremtidens Brøndby Strand og markerer dermed starten på udviklingen af den nye bymidte.

28. aug. 2026

Indhold

    Siden de første visioner for Fremtidens Brøndby Strand blev formuleret, er der arbejdet målrettet på at gøre området klar til den videre udvikling. Det omfatter blandt andet arbejdet med at flytte og omlægge de forsyningsledninger, der ligger under parkeringsområdet ved Brøndby Strand Centrum. Nu tages endnu et vigtigt skridt, idet Kommunalbestyrelsen på mødet den 19. august 2026 besluttede at sende Forslag til Lokalplan 344 og Kommuneplantillæg nr. 13 i offentlig høring.

    Lokalplanen giver mulighed for de første to bebyggelser i den nye bymidte – et mobilitetshus med butikker og café samt en ny boligbebyggelse med omkring 124 boliger og butikker i stueetagen.

    ”Man kan ikke overdrive, hvor vigtig den her lokalplan er. Den er det første konkrete skridt på alle de drømme om en blandet by, som vi har planlagt og været i dialog med borgerne i Brøndby Strand de sidste mange år. Nu tager drømmen endelig form. Godt begyndt er halvt fuldendt - det gælder også her, for de første bygninger skal danne rammen om mange gode løsninger med parkering og butikker til hele området. Både de boliger, der er i forvejen og dem, som vokser frem de efterfølgende år. Derfor er det også vigtigt, at borgerne får mulighed for at komme med deres input og perspektiver, mens planerne er i offentlig høring”, siger borgmester Maja Højgaard.

    De første bebyggelser tager form

    De to byggefelter ligger på den nuværende parkeringsplads mellem Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard, stationen og Brøndby Strand Centrum. De bliver en del af det første område, der udvikles som led i Fremtidens Brøndby Strand.

    I det ene byggefelt giver lokalplanen mulighed for et mobilitetshus på ca. 14.800 m² etageareal fordelt på fem etager. I stueetagen bliver der mulighed for dagligvarebutikker og café, mens de øvrige etager kan indrettes til parkering.

    I det andet byggefelt gives der mulighed for en etageboligbebyggelse på ca. 12.000 m² etageareal med omkring 124 boliger og butikker i stueetagen. Bebyggelsen varierer mellem fire og seks etager, mens et tårn opføres i 11 etager.

    De to bebyggelser skal være med til at skabe mere liv omkring stationen og bliver samtidig en vigtig del af den nye bymidte.

    ”Lokalplanen er et vigtigt første skridt i udviklingen af Brøndby Strand Bymidte. Vi får mulighed for at skabe nye boliger, butikker og byrum tæt på stationen og dermed et område med mere liv og aktivitet. Samtidig har vi haft stort fokus på kvaliteten i byggeriet og på de områder, der skal være mellem husene. Det skal ikke bare være nye bygninger – vi skal skabe gode steder at bo, mødes og opholde sig”, siger Vagn Kjær-Hansen, der er formand for Teknik- og Planudvalget.

    En ny bymidte tager form

    Fremtidens Brøndby Strand bygger på en vision om at skabe en mere levende og sammenhængende bydel med plads til boliger, butikker, kultur, idræt og natur.

    Den nye bymidte skal være et centralt samlingspunkt i bydelen, hvor en ny strøggade skaber forbindelse mellem byens forskellige funktioner.

    Målet er at skabe et stærkere centrum for Brøndby Strand med plads til både hverdagsliv, fællesskab og nye aktiviteter.

    Høring og borgermøde

    Forslag til Lokalplan 344 og Kommuneplantillæg nr. 13 er i offentlig høring frem til 19. oktober 2026.

    Du kan læse planforslaget og sende kommentarer, indsigelser eller ændringsforslag via lokalplanportalen:

    Lokalplan 344 - Brøndby Strand Bymidte Øst - Etape 1

    Der afholdes også borgermøde om lokalplanen 5. oktober 2026 kl. 17.00–19.00 i Kulturhuset Brønden, Brøndby Strand Centrum 60. Alle er velkomne, og der kræves ikke tilmelding.

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev

    Kontakt

    Byplanteamet

    Teknik- og Miljøforvaltningen

    Brøndby Rådhus
    Park Allé 160
    2605 Brøndby

    Telefon: 43 28 24 48

    Send sikker Digital Post

    E-mail: tmf-byplan@brondby.dk

    Åbningstider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Telefontider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Kontakt

    Fremtidens Brøndby Strand Sekretariat

    Brøndby Rådhus
    Park Allé 160
    2605 Brøndby

    Har du en idé eller spørgsmål, så skriv til
    TMF-FremtidensBST@brondby.dk

    Sidst opdateret: 28. august 2026