Stor interesse for at deltage i Brøndbys midlertidige udvalg for demokrati og fællesskab
132 Brøndbyborgere har meldt sig til at være en del af arbejdet for at styrke demokrati og fællesskab sammen med politikere fra kommunalbestyrelsen. Nu skal syv udpeges.
Den 24. august var der frist for at melde sig som kandidat til Brøndby Kommunes kommende midlertidige udvalg for demokrati og fællesskab – og heldigvis er der mange borgere, der gerne vil være med til at undersøge, hvor den demokratiske debat og deltagelse er stærk, og hvor den kan styrkes.
Ansøgerfeltet er meget bredt med interesserede fra teenagere til folkepensionister, fra alle dele af kommunen, forskellige livsvilkår, uddannelse, fag, baggrund, interesseområder og blik på, hvordan de ønsker at bidrage.
Nu er det op til kommunens politikere at sammensætte det endelige hold til opgaven. De syv udpegede borgere vil få besked om processen, møderne og hvad de kan forvente, når næste kommunalbestyrelsesmøde er afholdt den 8. september.
I løbet af det kommende år vil det midlertidige udvalg indsamle viden og udvikle forslag til, hvordan vi i Brøndby kan skrue op for demokratiet, fællesskaberne og foreningslivet. Idéerne vil blive præsenteret for kommunalbestyrelsen.
Kontakt
Staben for Politik og Organisation
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
E-mail: staben@brondby.dk