Verdensstjerner besøgte Brøndby Strand Skole
Torsdag den 6.august uge gæstede en række kendte undervisere og skoleledere fra ind- og udland Brøndby Strand Skole.
Anledningen var en Fremtidsfestival for lærere og pædagoger, hvor glæden ved at undervise blev drøftet, debatteret, eksemplificeret og vendt på hovedet.
Det gennemgående tema var kunsten at finde ind til børns - ofte meget forskellige – talenter, interesser og motivation. Langt de fleste børn (og voksne) har nemlig en passion, der giver dem lyst til og mod på at lære selv komplicerede emner og discipliner.
På dagen var der derfor spændende oplæg fra bl.a. Ron Berger om ”Student Work that Changes Lives” og Rob Houben om ”Designing school from student motivation”. Udover de spændende oplæg var der tid til workshops om f.eks. projektbaseret læring og hvordan man driver en madskole samt anbefalinger til elevinddragelse fra Danske Skoleelever. Undervejs var der gode diskussioner, som har givet et godt afsæt for videreudvikling af fantastisk skole for elever, medarbejdere og lokalområdet.
Fremtidsfestivallen blev afholdt som et led i arbejdet med byudviklingsprojektet Fremtidens Brøndby Strand, hvor der er afsat midler til, at der skal bygges en ny skole i bymidten i Brøndby Strand.
Skoleleder på Brøndby Strand Skole, Rikke Rubek Jørgensen, der var en del af arrangørerne til dagen, udtaler: ”Det var en forrygende dag, med så meget engagement og hjerte for at lave god skole, en skole der kan give børn luft under vingerne. Dagen var fuld af håb, både for nutidens Brøndby Strand Skole og for fremtidens Brøndby Strand”.
Anette Pilmark, formand for Børne- og Skoleudvalget, deltog også på dagen:
”Jeg synes, at det var en meget inspirerende dag på Brøndby Strand Skole, der har givet en fantastisk start på det nye skoleår. De forskellige oplæg og workshops har givet os en masse inspiration, som vi både kan tage med videre i den generelle udvikling af skoleområdet i Brøndby, og når vi skal bygge den nye skole i bymidten i Brøndby Strand. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der gik klogere og mere inspireret hjem fra dagen”.
Kontakt
Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
E-mail: born@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00