Gå til hovedindhold

Kig indenfor hos behandlingscenter Brøndby

Behandlingscenter Brøndby (BCB) udvider på onsdag d. 30. september åbningstiden, og inviterer alle interesserede indenfor til en rundvisning, en kop kaffe og en snak om stedets forskellige gratis tilbud kl. 15.30-17.00. 

25. sep. 2026

Indhold

    Anledningen til de åbne døre hos BCB på Horsedammen er, at det i næste uge er uge 40 – og dermed tid til den årligt tilbagevendende, landsdækkende alkoholkampagne. 

    Interesseorganisationen Alkohol og Samfund står bag kampagnen, der skal skabe opmærksomhed omkring muligheden for at søge hjælp – både for dem, der har et problematisk forhold til alkohol og for pårørende. Og i den forbindelse inviterer BCB altså interesserede Brøndby-borgere indenfor den 30. september kl. 15.30-17.00.

    ”Alle er velkomne til anonymt at komme og besøge os på onsdag. Det er udenfor normal åbningstid, så du vil ikke møde behandlingscentrets daglige brugere. Til gengæld kan du møde nogle af centrets medarbejdere og få en uforpligtende samtale om vores forskellige gratis tilbud,” siger Gitte Møller Jensted, der er stedfortræder på BCB.

    Myter om misbrug

    BCB er Brøndby Kommunes behandlingscenter, og i mere end ti år har behandlere her guidet Brøndby-borgere videre til en tilværelse uden misbrug. Hos BCB kan man få hjælp, uanset om det er alkohol eller stoffer, man kæmper med. Og de åbne døre på onsdag gælder da også alle typer af misbrug. 

    ”Vi vil så gerne gøre op med forestillingen om ’manden på bænken’. For et problematisk forhold til alkohol kan se ud på mange måder, og der er hjælp at hente for rigtig mange,” fortæller Gitte Møller Jensted. 

    Også misbrugsbehandling er forbundet med mange myter – fx at behandlingen betyder, at man skal trække måneder ud af kalenderen og mange tusinde kroner op af lommen til dyr døgnbehandling, eller at samtalerne foregår i en rundkreds som i amerikanske film. 

    Men hos BCB foregår behandlingen ambulant i hyggelige lokaler på Horsedammen. Her kan pårørende få op til tre gratis samtaler og misbrugere kan som udgangspunkt få gratis individuelle samtaler, så længe det giver mening.

    Men alt det kan interesserede høre mere ved at møde op i Behandlingscenter Brøndbys lokaler på Horsedammen 42G den 30. september fra kl. 15.30 til 17.00.

    Læs mere om gratis hjælp til personer med alkoholmisbrug eller pårørende.

    Medarbejdere fra Behandlingscenter Brøndby står klar til at byde dig velkommen i anledning af årets landsdækkende alokoholkampagne

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev

    Kontakt

    Behandlingscenter Brøndby

    Horsedammen 42G
    2605 Brøndby

    Telefon: 43 28 28 36

    E-mail: bcb@brondby.dk

    Behandlingscenter Brøndbys hjemmeside

    Sidst opdateret: 25. september 2026