Ny sæson på Brøndby Madskole: Lokale deler deres bedste opskrifter og køkkentricks
Efter en forårssæson med stor lokal opbakning er Brøndby Madskole klar med et nyt kursuskatalog for efteråret 2026. Her kan du blandt andet lære at bage dit eget brød, lave grøn hverdagsmad, gå på opdagelse i det marokkanske køkken – og få den lokale fiskehandlers bedste råd til at få mere ud af fisk i køkkenet.
Da Brøndby Madskole åbnede i foråret, var idéen simpel: Lokale brøndbyborgere skulle dele deres viden, opskrifter og madglæde med andre lokale.
Den idé har mødt stor opbakning - og nu er Madskolen klar med et nyt program for efteråret 2026.
På kurserne er det lokale borgere med forskellige erfaringer og madtraditioner, der står ved køkkenbordet og underviser. Man behøver hverken være erfaren hjemmekok eller kende bestemte teknikker på forhånd. Kurserne er for alle, der har lyst til at blive inspireret, lære noget nyt og få konkrete teknikker og opskrifter med hjem til deres eget køkken.
På efterårets program kan deltagerne blandt andet lære at bage deres eget brød, lave grøn hverdagsmad og blive introduceret til marokkansk madlavning.
Fileter en fisk eller flå en hjort
Et af efterårets nye kurser er Vild Bålmad, hvor Mette Karin Petersen (@jaegerinden) inviterer til en helt vild workshop om danske hjortearter. Sammen flår vi en hjort og lærer om de forskellige udskæringer og deres anvendelse. Undervejs bliver der tilberedt smagsprøver over bål og kurset afsluttes med en grillet vildt-sandwich og hyggeligt samvær omkring bålet.
En genganger fra foråret er Fiskehandlerens Skatkammer, hvor den lokale fiskehandler Dan Holmstad-Petersen deler ud af sin viden og viser, hvordan man fileterer og tilbereder en fisk til perfektion.
Her handler det om at gøre fisk mindre besværligt at gå til og give deltagerne inspiration og konkrete greb, som de kan bruge derhjemme – fra valg af fisk til tilberedning og nye måder at få fisk ind i hverdagsmaden.
Kurset er et godt eksempel på tanken bag Brøndby Madskole: Den viden og madkultur, der allerede findes lokalt, skal bringes i spil og deles på tværs af kommunen.
“Det har været virkelig dejligt at opleve, hvor stor interessen har været for Madskolen allerede fra første sæson. Det særlige er, at man ikke bare kommer for at lære en opskrift. Man møder også andre fra Brøndby og opdager al den viden og madglæde, der allerede findes lige rundt om hjørnet,” siger Emma Lykke, der driver café Brønden og Bønnen i Kulturhuset Brønden.
Brøndby Madskole holder til hos cafeen Brønden og Bønnen og er et sted, der hylder velsmagen i hverdagens måltider, og hvor den fælles madlavninggiver inspiration, man kan tage med hjem, og en anledning til at møde andre fra lokalområdet.
Med efterårets nye katalog fortsætter Madskolen med kurser, hvor tærsklen er lav, og ambitionen er enkel: Man skal gå derfra med inspiration, nye færdigheder og lyst til at prøve noget nyt i sit eget køkken.
Efterårets kurser
Brøndby Madskole åbnede i foråret 2026 og holder til hos Brønden og Bønnen.
Efterårets program byder blandt andet på kurser i:
- Hjemmebagt brød
- Grøn hverdagsmad
- Marokkansk mad
- Grøn comfort food
- Fiskehandlerens Skatkammer med den lokale fiskehandler Dan Holmstad-Petersen
Kurserne kræver ingen særlige forkundskaber.
Om Det Længste Bord
Brøndby Madskole er en del af Det Længste Bord – et to-årigt initiativ, der gennem måltider, fællesspisninger og lokale madfællesskaber arbejder for at styrke madkulturen i Brøndby.
Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden og drives af Democracy x i samarbejde med Claus Meyer & Ko, Meyers Madhus, Brøndby Kommune og University of Exeter.
Kontakt
Klima og Miljø
Teknik- og Miljøforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 24 35
E-mail: miljo@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: 09:00 - 13:00
Torsdag: 13:00 - 17:30
Fredag: 09:00 - 12:00
Telefontider
Mandag - onsdag: 09:00 - 14:30
Torsdag: 13:00 - 17:30
Fredag: 09:00 - 12:00