Gå til hovedindhold

Er du bekymret for et barn – så sig det højt!

Brøndby kommune deltager i disse uger sammen med mange andre kommuner i oplysningskampagnen På Lærkevej vokser hvert 6. barn op med vold. Kampagnens budskab er klart: Hvis du er bekymret for et barn – så sig det højt!

22. okt. 2026

Indhold

    Mange voksne, der har været udsat for vold som børn, lever med varige psykiske og sociale følger. De fortæller også, at de ville ønske, at en voksen uden for familien havde hjulpet dem dengang. Oplysningskampagnen På Lærkevej vokser hvert 6. barn op med vold, skal minde borgerne i Brøndby om, at de kan gøre en forskel for børn, der vokser op med vold.

    Lærkevej er Danmarks mest almindelige vejnavn, og navnet bliver brugt i kampagnen for at vise, at vold findes i alle typer familier, og at i gennemsnit hver 6. barn vokser op i et hjem med vold. Det er foreningen Barndom Uden Vold, der står bag kampagnen i partnerskab med en lang række organisationer og kommuner – og altså også Brøndby.

    Tvivl er en barriere

    ”Konsekvenserne af en opvækst med fysisk og psykisk vold kan være omfattende og skabe udfordringer hele vejen gennem livet. Vi er med i partnerskabet omkring kampagnen, fordi vi gerne vil sikre hjælp til børn og deres familier, så alle kan få en opvækst i tryghed og uden vold,” siger formand for børne- og skoleudvalget i Brøndby Kommune, Anette Pilmark.

    Børn, Unge og Familier i Brøndby Kommune modtager hver uge underretninger fra borgere, der er bekymret for at børn i nabo-lejligheden, i klassen eller i familien bliver udsat for psykisk eller fysisk vold. Og ifølge Anette Pilmark er det vigtigt, og faktisk vores pligt, at underrette kommunen, hvis vi er bekymret for et barn eller en ung.

    ”Vi ved, at tvivl er den største barriere – usikkerheden om, hvorvidt situationen er ’alvorlig nok’ til at underrette kommunen kan få os til at lade være med at gøre noget. Men problemer med vold i en familie er ofte så indviklede, at det kræver hjælp udefra, og både fysisk og psykisk vold kan få ødelæggende konsekvenser for et helt liv”, understreger Anette Pilmark.

    Prisen for vold i barndommen

    Forud for efterårets oplysningskampagne har barndom Uden Vold for første gang fået udregnet de samfundsøkonomiske konsekvenser af vold i barndommen har konsekvenser for samfundsøkonomien på tværs af social-, sundheds-, beskæftigelses- og justitsområdet.

    Resultatet af analysen viser, at vold er dyrt for den enkelte og også for samfundet. Hele 10,6 mia. kr. om året – og det er et konservativt estimat. Kun de omkostninger, der med størst sikkerhed kan kobles til vold i barndommen inden for de fire områder, er regnet med.

    Ifølge Barndom Uden Vold bør analysen give anledning til en bred national samtale om, hvordan samfundet bedst investerer i forebyggelse og støtte til børn og familier med voldsproblemer.

    ”Ingen beregning kan fuldt ud indfange den frygt, det tab og de livsmuligheder, som vold i barndommen kan koste. Men analysen her viser, at fordi vold i barndommen tynger mennesker hele livet, så trækker det også på samfundets ressourcer år efter år. Partnerskabet bag Barndom Uden Vold ønsker at medvirke til en national samtale om, hvordan vi investerer mere i forebyggelse, og hvordan vi styrker samarbejdet mellem sundhedsprofessionelle, kommuner, politi og øvrige aktører. Forebyggelse og samarbejde er ikke kun det rigtige for børnene. Det er også en investering i velfærdssamfundet,” siger Lisbeth Jessen, direktør i Barndom Uden Vold.

    Laerkevej lyseroed serie 3 241x300

    Barndom Uden Vold

    Lærkevej er det mest almindelige vejnavn i Danmark – og kampagnen skal forstås som et billede på, at børn bliver udsat for vold i alle typer af hjem i Danmark - også helt almindelige hjem.

    Det er foreningen Barndom Uden Vold, der står bag kampagnen PÅ LÆRKEVEJ VOKSER HVERT 6. BARN OP MED VOLD. Foreningen er igangsat af Ole Kirk’s Fond og formålet med foreningen er, sammen med vægtige offentlige og private organisationer samt civilsamfundet, at forandre indsatsen, så ingen børn vokser op med vold i hjemmet.

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev

    Kontakt

    Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen

    Brøndby Rådhus
    Park Allé 160
    2605 Brøndby

    Telefon: 43 28 28 28

    Send sikker Digital Post

    E-mail: born@brondby.dk

    Åbningstider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Telefontider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Undgå lang ventetid i telefonen 

    Sidst opdateret: 22. oktober 2026