Baaba, Zeliha og Bertha er lommepengejobbere på Ældrecenter Æblehaven
Ca. 40 unge får hvert år deres første job gennem Brøndby Kommunes lommepengeindsats. På Ældrecenter Æblehaven skaber de unge liv og løser praktiske opgaver.
”Først flytter vi puden og støvsuger sædet, så sæber vi håndtagene ind”.
Baaba, Zeliha og Bertha viser hjemmevant, hvordan de rengør kørestole og rollatorer. De har kitler og gummihandsker på, og i dag er det hus 3, der har fået besøg af rengøringsteamet.
De tre piger går i 9. klasse på Brøndby Strand Skole, og fire timer hver uge vasker de hjælpemidler, hjælper med forskellige praktiske opgaver og deltager i aktiviteter med beboerne på Ældrecenter Æblehaven som lommepengejobbere. Ordningen er en del af Brøndby Beskæftigelses Centers tidlige beskæftigelsesindsats, som skal hjælpe kommunens unge med deres første erfaringer på arbejdsmarkedet.
”Vi er så glade for vores arbejde her på Æblehaven. I begyndelsen var det da lidt grænseoverskridende at vaske fx kørestole, hvis de var meget beskidte. Men nu gør vi det bare – og vi kan jo se, at beboerne og personalet bliver glade for det,” fortæller Baaba Dorkyewah Yorke.
Skønt med unge i huset
Æblehaven har haft lommepengejobbere de seneste to år, og Ifølge Nanna Hebo Budden, der er leder for Aktivitetsenheden på ældrecentret, er ordningen kæmpe winwin for alle. Lommepengejobberne løser nemlig helt reelle opgaver, der ellers er svære at nå og som samtidig skaber liv i huset. Til gengæld lærer de unge, hvad det vil sige at være en del af en arbejdsplads.
”Det gør bare en forskel, når flere generationer mødes – både for beboerne og for os personale. Også de pårørende giver udtryk for, at de synes, at det er en fed indsats. Vi får så meget igen, så det er indsatsen værd,” siger Nanna Hebo Budden.
Hun forklarer, at de først havde én lommepengejobber ad gangen, men nu har erfaret, at det giver rigtig god mening at have 3-4 lommepengejobbere ad gangen – både for den gode stemning, og fordi de opgaver, de løser, frigiver tid, som det faste personale kan bruge på beboerne.
De unge finder vej til et lommepengejob gennem kammerater, der har været i et forløb, via UU-vejlederne på de lokale skoler eller Brøndby Kommunes hjemmeside. For de tre piger fra Brøndby Strand Skole kommer motivationen til et lommepengejob fra mange kedelige eftermiddage derhjemme.
”Med det her job, skal vi noget om eftermiddagen to gange om ugen, så vi ikke bare ligger derhjemme med telefonen. Samtidig kan vi hygge os sammen imens, og så tjener vi jo også lidt ekstra penge til tøj og mad,” siger Baaba Dorkyewah Yorke.
Klædt på til nyt fritidsjob
Et lommepengejob varer typisk fem måneder. Det betyder, at Bertha, Baaba og Zeliha snart skal sige farvel til beboere og personale. Men de er helt klar til at finde et nyt fritidsjob – og de er bevidste om, at de får mange ting med sig fra månederne på Æblehaven.
”Vi er fx blevet meget bedre til at hygge-snakke med beboerne, for det skal vi ligesom gøre, når vi kommer rundt i de forskellige huse. Det tror jeg, at vi kan bruge i vores næste jobs også. Og så er det er virkelig hyggeligt at være med til banko og den slags,” fortæller Bertha Achiaa Mensah.
Derudover forlader de unge forløbet med en anbefaling samt viden om, hvordan man skriver en god ansøgning, opretter en nemkonto, får en e-boks og alt det andet praktiske, der skal være på plads, når man har et job. Samtidig får de unge en fornemmelse af, hvad det kræver at gå til jobsamtale, og de får erfaring fra en rigtig arbejdsplads med kolleger. Alt sammen kompetencer, der kan hjælpe de unge i deres senere arbejdsliv og uddannelse.
”Lommepengeindsatsen kan kun lykkes gennem et stærkt tværgående samarbejde. Det tillidsfulde samarbejde mellem skoler, UU-vejledere og lommepengekoordinatoren sikrer, at de unge, der har brug for indsatsen, finder vej til den. Samtidig bygger indsatsen på et langvarigt samarbejde på tværs af kommunens forvaltninger og med de arbejdsgivere, der gennem mange år har stillet arbejdspladser og faglighed til rådighed, fortæller Louise Olsen, afdelingsleder i Ungehuset, som er en del af Brøndby Beskæftigelsescenter.
Indsatsen giver de unge mulighed for at afprøve forskellige arbejdspladser og fag og i nogle tilfælde understøtter det deres fremtidige uddannelsesvalg. Indsatsen kan dermed være med til at inspirere flere unge til eksempelvis SOSU-, pædagog- og håndværksfagene.
”Med så mange involverede aktører er der behov for en gennemgående person, der fungerer som bindeled og er til rådighed gennem hele forløbet. Derfor har Beskæftigelsescenteret prioriteret ressourcer til indsatsen i form af lommepengekoordinator Henriette Almskou”, siger Louise Olsen.
Brøndby Kommunes lommepengeindsats
Ca. 40 unge mellem 14 og 17 år fra Brøndby får hvert år deres første fritidsjob gennem lommepengeindsatsen.
Alle unge i Brøndby som selvstændigt kan passe et job og være mødestabile kan som udgangspunkt ansøge om et lommepengejob.
Ansættelseskontrakten gælder i fem måneder, og som en del af ordningen får de unge også hjælp til at skrive ansøgning, oprette nemkonto, e-boks, styr på skatteforhold osv.
Kontakt: Hvis du vil vide mere om lommepengeindsatsen, så kan du kontakte koordinator Henriette Almskou via sms på mobil telefon: 20281072. Forældre er også velkomne til at ringe med spørgsmål.
Kontakt
Ungehuset
Strandesplanaden 4
2660 Brøndby Strand
Telefon: 43 28 26 81
E-mail: bbc@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 09.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 09.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00