Tilbage til nyhedsoversigt

Nu kommer der kommunal parkeringskontrol i Brøndby Kommune

Fra den 1. februar 2021 indgår Brøndby Kommune aftale med Parkeringskontrol Nord om at udføre parkeringskontrol i byen.

Der har løbende været problemer med ulovlige parkeringer i flere dele af Brøndby.

Derfor har kommunalbestyrelsen nu besluttet at indgå aftale med Parkeringskontrol Nord, som fra den 1. februar 2021 vil stå for både det praktiske og administrative omkring parkeringskontrollen i Brøndby Kommune.

”Vi har drøftet problemerne med parkering i Brøndby i flere år og jeg ved, at mange borgere ser frem til, at parkeringsreglerne bliver håndhævet. Desværre har politiet ikke ressourcer til at løfte opgaven og derfor er jeg glad for vores løsning om at indgå et samarbejde med Parkeringskontrol Nord. Vi lægger vægt på, at det på ingen måde skal være en pengemaskine, og at korpset skal koncentrere deres indsats der, hvor vi har de største parkeringsproblemer,” siger Kent Magelund, borgmester.

I de første 14 dage af parkeringskontrollen bliver der kørt en kampagne, hvor de ulovligt parkerede biler får en informationsseddel i stedet for en parkeringsbøde.

Parkeringskontrollen skal komme den ulovlige parkering på offentlige og private fællesveje til livs. Med et kommunalt parkeringskorps sikrer man en helhedsorienteret løsning, hvor man ikke skubber parkeringsproblemerne fra ét område til et andet.

Parkeringskontrol Nord er oprettet i regi af Aalborg Kommune og udfører parkeringskontrol i Aalborg Kommune og i 25 kommuner i Jylland, på Fyn og Sjælland. Brøndby Kommune har indgået en 3-årig kontrakt med Parkeringskontrol Nord.

Op til parkeringskorpsets start den 1. februar 2021 gennemgår Brøndby Kommune kommunens skiltning og afstribning på de kommunale arealer og strækninger.

Kontakt

Kommunikationsteam

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

kommunikation@brondby.dk

Sidst opdateret den 15. juni 2021
Skrevet af Brøndby Kommune