Tilbage til nyhedsoversigt

OFS er årets virksomhed i Brøndby

OFS er kåret som årets virksomhed 2020 i Brøndby for deres mangeårige indsats med at indlemme voksne udviklingshæmmede borgere på arbejdspladsen i Priorparken.

Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune uddeler hvert år en pris til en virksomhed, der har påtaget sig et ekstraordinært socialt ansvar i samarbejde med Brøndby Kommune.

Årets prismodtager er OFS, der ligger i Priorparken og som udvikler, fremstiller og sælger optiske fiberbaserede løsninger.

Gennem 10 år har voksne udviklingshæmmede, der er tilknyttet JAC Vestegnen, været beskæftiget hos OFS. Borgerne fra JAC Vestegnen udfører forskellige arbejdsopgaver på OFS, der er tilpasset den enkelte borger. Desuden indgår borgerne i både det faglige og det sociale liv på virksomheden på lige fod med de ordinært ansatte. Borgerne får oparbejdet en arbejdsidentitet, øget selvtillid og en følelse at være en del af en arbejdsplads.

I helt corona-forsvarlig stil foregik kåringen af årets virksomhed udendørs. Ude foran virksomheden overrakte borgmester Kent Magelund og formand for Beskæftigelsesudvalget, Frantz Hansen prisen til Stig Christian Bordoff, der som seniorindkøber har den daglige kontakt til de borgere fra JAC Vestegnen, der møder ind på OFS.

”I bliver årets vinder for jeres store arbejde for, og jeres oprigtige interesse i, jobmuligheder for voksne udviklingshæmmede borgere fra JAC Vestegnen. Jeres indsats for jobmuligheder til voksne udviklingshæmmede er både flot og betydningsfuld. Indsatsen betyder ikke bare meget for mig som borgmester. Indsatsen er en mærkesag for både vores Beskæftigelsesudvalg og hele vores kommunalbestyrelse,” lød det blandt andet fra borgmester Kent Magelund.

”Vi er stolte af prisen og af, at det nu er anden gang, vi modtager den. Og vi er rigtig stolte af at have været i gang i 10 år. Vi har stor glæde af borgerne fra JAC Vestegnen, der er glade mennesker, der trofast møder ind hver dag, og vi har fx lige ansat en af borgerne i skånejob. De yder et vigtigt stykke arbejde for os. Ikke mindst fordi borgerne fra JAC Vestegnen i de senere år har været inddraget i at genbruge de plasticspoler, som vi bruger, så vi også gør noget godt for miljøet,” fortæller Per Kringhøj, Senior Manager i OFS.

To af borgerne fra JAC Vestegnen har været hos OFS siden opstarten på samarbejdet for 10 år siden.

Kontakt

Kommunikationsteam

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

kommunikation@brondby.dk

Sidst opdateret den 05. juni 2021
Skrevet af Brøndby Kommune