Brøndby skole- og foreningssvømning snupper en times åbningstid i Vestbad

Brøndbys skolesvømning og foreningsaktiviteter er husvilde, mens Nørregård svømmehal renoveres. Derfor lukker Vestbad svømmehal en time tidligere i hverdagene fra 1. januar 2023, så skoler og foreninger kan få svømmetid.

Normalt foregår Brøndby Kommunes skolesvømning i Nørregård svømmehal. Da svømmehallen bliver renoveret fra den 1. januar 2023, har man måtte finde nye løsninger på, hvor de skolebørn og foreninger, der plejer at bruge svømmehallen, i stedet kan svømme.

Derfor har Brøndby og Rødovre Kommune indgået aftale om, at Brøndbys skoler og foreninger får lov at rykke ind i 25 meterbassinet i Vestbad fra 1. januar 2023 og indtil renoveringen af Nørregård svømmehal er færdig.   

Det får indflydelse på Vestbad svømmehals åbningstid og antallet af tilgængelige 25 meters svømmebaner i den almindelige åbningstid:

  • Vestbad svømmehal lukker kl. 19.30 (i stedet for kl. 20.30) mandag til torsdag. Åbningstiderne fredag og i weekenden er uændrede.

  • Antallet af tilgængelige svømmebaner i 25 meterbassinet reduceres på nogle tidspunkter i den almindelige åbningstid, men der vil altid være minimum to åbne svømmebaner. Alle øvrige bassiner vil være åben som normalt.

”Jeg er glad for, at vores skolebørn og foreninger kan fortsætte deres svømmeaktiviteter og at vi har valgt en løsning, der berører Vestbads daglige drift mindst muligt. Jeg håber på forståelse fra dem, det vil påvirke, for det er vigtigt, at vores børn og foreninger fortsat kan få lov at dyrke svømningen, mens den nødvendige renovering af Nørregård svømmehal står på,” siger Kent Magelund, der er næstformand for Vestbad og borgmester i Brøndby Kommune.

Fakta: Vestbad ejes af Rødovre Kommune og Brøndby Kommune og ligger henover kommunegrænsen syd for Roskildevej i boligområdet Kærene. Vestbad blev etableret i 1958-59, og anlægget har nu både en indendørs svømmehal, kurbad, motionscenter og saunagus samt det store, grønne udeareal med to svømmebassiner.

Kontakt

Kommunikationsteam

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

kommunikation@brondby.dk

Sidst opdateret den 20. december 2022
Skrevet af Brøndby Kommune