Brøndby Kommune giver mulighed for tilskud til pasning af egne børn i 2023

Kommunalbestyrelsen har besluttet, at det i en midlertidig periode skal være muligt at få tilskud til pasning af egne børn i Brøndby Kommune. Tilskud til pasning af egne børn er et alternativ til en plads i et dagtilbud, og udbetales direkte til forældrene.

Kommunalbestyrelsen har i december besluttet, at det i 2023 skal være muligt for forældre at modtage tilskud til pasning af egne børn i stedet for at få en plads i et dagtilbud. Der er tale om en forsøgsordning, som løber i hele 2023.

Betingelser for at få tilskuddet
Der er i lovgivningen fastsat nogle betingelser for, hvem der kan modtage tilskuddet. Derfor skal du leve op til følgende betingelser for at komme i betragtning til tilskuddet:

  1. Du skal have tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle dit barns dansksproglige kompetencer (gælder ikke, hvis du er EU/EØS-borgere og er berettiget til ydelsen efter EU-retten).
  2. Du må ikke samtidig modtage offentlig overførelsesindkomst eller have en arbejdsindtægt.
  3. Du kan ikke modtage tilskuddet, hvis din ægtefælle modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, og enten frivilligt er blevet hjemmegående og derfor ikke får hjælp efter aktivloven, eller har mistet retten til hjælp på grund af 225 timers reglen.
  4. Du skal have opholdt dig i riget i syv ud af de seneste otte år (gælder ikke, hvis du er EU/EØS-borgere og er berettiget til ydelsen efter EU-retten).

Hvis du lever op til betingelserne og har et barn i alderen mellem 24 uger og tre år, vil du være i målgruppen for tilskuddet. Tilskuddet vil udgøre 8.958 kr. pr. måned pr. barn før skat. Det samlede tilskud kan dog højst svare til højeste dagpengesats.

Mere information i det nye år
Du vil kunne søge tilskuddet i begyndelsen af det nye år, så snart den tekniske løsning er på plads. I den forbindelse vil der komme yderligere information på kommunens hjemmeside, hvor du kan se, hvordan du søger om tilskuddet samt de øvrige rammer for ordningen. Hold derfor øje med nyhedssiden, hvis du tænker, at tilskud til pasning af egne børn er relevant for dig.

Læs mere om pasning af egne børn på kommunens hjemmeside 

Sidst opdateret den 19. juni 2023
Skrevet af Brøndby Kommune