Pensionistcafeen Café Glenten bevares

Et politisk flertal har besluttet at bevare ældrecafeen Café Glenten. Det sker efter konstruktiv dialog med interessenterne.

Som led i nødvendige besparelser på seneste budget blev Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre og SF enige om at lukke de kommunale pensionistcafeer i Brøndby.

Inden det nåede at træde i kraft har man dog på seneste kommunalbestyrelsesmøde besluttet at bevare Café Glenten, der ligger i forbindelse med ældreboligerne Glentemosen.

I ældreboligerne bor mange ældre med funktionsnedsættelser, og sammen med hjemmeboende ældre i lokalområdet, bruger de cafeen.

”Vi har haft en meget konstruktiv dialog med flere interessenter, bl.a. bestyrelsen i Glentemosens boligforening, og er blevet opmærksomme på, at der er særlige forhold, der gør sig gældende for den målgruppe, der bruger Café Glenten. Rundt om Café Glenten har mange af beboerne funktionsnedsættelser. Den målgruppe har vi en særlig forpligtelse for, og det kvitterer vi for ved at trække forslaget om lukning af netop Café Glenten tilbage,” siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Maja Højgaard.

Sidst opdateret den 07. februar 2023
Skrevet af Brøndby Kommune