Ekstra valgsted skal få flere til at stemme i Brøndby

Ved næste valg skal halvdelen af borgerne i Brøndby Strand bytte deres valgkort til en stemmeseddel på et helt nyt valgsted. Brøndby Strand får nemlig et ekstra valgsted i Søholthallen, og det håber man vil få flere til at stemme.

Alt for mange af Brøndbys borgere kommer ikke forbi den lokale sportshal, når der er valg og faktisk ligger valgdeltagelsen i Brøndby Kommune blandt landets laveste.

Det ønsker kommunalbestyrelsen nu at ændre på. De har derfor på deres seneste møde besluttet at oprette et ekstra valgsted i Brøndby Strand, som supplement til valgstedet i Kulturhuset Brønden.

Fra Europa-Parlamentsvalget i 2024 vil der dermed være seks valgsteder i Brøndby; to valgsteder i Brøndbyvester, to i Brøndbyøster og nu altså også to valgsteder i Brøndby Strand.

”Det er så utrolig vigtigt for demokratiet at vi har en høj og stabil valgdeltagelse. Desværre ser det ud som om, vi er på vej ned ad en kurve. Ikke bare i Brøndby men i hele landet. Det skal vi selvfølgelig gøre noget ved. Og en af de forholdsvis nemme greb, er at oprette et ekstra valgsted. Det gør vi ud fra en formodning om, at kortere afstand til valgstedet vil få flere til at stemme”, siger borgmester Kent Magelund.

Nyt valgsted i Søholthallen

Valgstedet i Kulturhuset Brønden er i forvejen kommunens største valgsted, og derfor er det oplagt at oprette ét ekstra valgsted i bydelen, som samtidig er den bydel i Brøndby, hvor valgdeltagelsen er lavest.

Fremover skal valgkortet byttes til en stemmeseddel i Søholthallen, da der dermed vil være en nogenlunde ligelig fordeling af vælgere på de to valgsteder i Brøndby Strand. Det bliver Søholthallens gamle bygning, der kommer til at fungere som valgsted, da den er bedre egnet til formålet end den nye bygning.

Der er lavet mange studier, der viser, hvad der får folk til at stemme, og hvad der får dem til at blive hjemme. Det er naturligvis også analyser, som bliver studeret med stor interesse i Brøndby Kommune og flere af indsatserne har da også været brugt ved de seneste valg, fx brug af remindere om valget på sms.

Spørger man Kent Magelund, mener han også, at politikerne selv har en stor opgave i at være mere synlige for at få borgerne til at engagere sig i demokratiet. Ud over etableringen af et ekstra valgsted har kommunalbestyrelsen tidligere besluttet, at der i forbindelse med kommunalvalget i 2025 vil blive iværksat en række andre initiativer, der skal gøre demokratiet nærværende for borgerne og imødegå nedgangen i valgdeltagelsen.

Brøndby Strand får et ekstra valgsted, så der fremover er to valgsteder i bydelen: Kulturhuset Brønden og Søholthallen.

Kontakt

Valgsekretariatet

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

staben@brondby.dk

Sidst opdateret den 22. marts 2023
Skrevet af Brøndby Kommune