Rejsegilde for botilbuddet Strandboligerne

Den 17. maj var der rejsegilde for botilbuddet Strandboligerne, som skal huse beboerne fra botilbuddet Lionslund og bofællesskabet Tranumparken. Det nye botilbud vil være indflytningsklar i starten af det nye år.

Der er godt gang i byggeriet af det nye botilbud Strandboligerne på Lagesminde Allé i Brøndby Strand. Byggeriet skal sikre tidsvarende boliger til borgere med nedsat funktionsevne og vil bestå af 38 boliger fordelt på 24 boliger i en hovedbygning i et plan og ved siden af en bygning i to etager med 14 boliger.

Nu er fundamentet lagt, tagkonstruktionen er rejst og begge bygninger har taget form. Derfor kunne Brøndby Kommune sammen med håndværkere, arkitekter, entreprenøren, beboere og personale fejre rejsegilde den 17. maj 2023.

”Tusind tak for jeres store og gode indsats. Jeg synes, det tegner til at blive et helt fantastisk botilbud, I er ved at opføre her i Brøndby Strand. Og nu kan man virkelig se de mange nye boliger tage form. Det bliver jo ikke alene Brøndbys største og mest moderne botilbud med 38 boliger. Det bliver også et nyt fællesskab mellem boligerne i Lionslund og boligerne i Tranumparken”, sagde borgmester Kent Magelund blandt andet, da han indledte rækken af talere.

Byggeriet af Strandboligerne har længe været et stort ønske, idet det nuværende botilbud Lionslund er nedslidt og boligforholdene for små og utidssvarende. I det nye byggeri vil beboere fra Tranumparken også flytte ind, og derudover vil der blive udvidet kapacitet med ekstra boliger, hvor nye beboere kan flytte ind.

Byggeriet er blevet forsinket, men nu skrider det planmæssigt fremad, og det glæder formand for Social- og Sundhedsudvalget Maja Højgaard:

”Det er ingen hemmelighed, at det bliver et længe ventet og ønsket botilbud. Lionslund har været et godt hjem, hvor mange borgere har boet i mange år. Men når de bliver ældre og har brug for mere pleje, er de nuværende boliger både for små og for utidssvarende indrettet. Derfor har det længe været et stort ønske for os politikere at bygge nye moderne boliger, hvor vi bedre kan tilgodese beboernes behov og hvor medarbejderne vil få bedre rammer for at udføre omsorgen og det pædagogiske arbejde. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at medarbejderne har været inddraget i projektet helt fra starten og er kommet med gode, konstruktive input til boligerne, sagde Maja Højgaard, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget.

De nye boliger bliver næsten dobbelt så store som de nuværende, med større badeværelser og plads til et lille køkkenbord. Der bliver også egen indgang til alle boliger og grønne udearealer.

Rejsegilde Strandboligerne

Kontakt

Kommunale Ejendomme

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 28 28

tmf-kommunale-ejendomme@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Sidst opdateret den 17. maj 2023
Skrevet af Brøndby Kommune