Brøndby er i mål med sortering af 10 typer affald

Siden 1. juli har Brøndbys borgere kunnet sortere tekstilaffald til genanvendelse, og dermed er Brøndby Kommune i mål med sortering i ti forskellige kategorier. Det betyder mere genbrug og mindre CO2, og det passer rigtig fint sammen med Brøndbys store ambitioner på klimaområdet.

Når Brøndbys borgere fremover kan få hentet plettede t-shirts og slidte viskestykker som tekstilaffald, lever Brøndby Kommune fuldt ud op til ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”, som en bred vifte af Folketingets partier vedtog i 2020.

Samtidig har en enstemmig Kommunalbestyrelse i Brøndby vedtaget en meget ambitiøs klimaplan i 2022, hvor der er sat konkrete mål for hvordan Brøndby bliver CO2-neutral og klimatilpasset senest i 2050.

Så når Brøndby Kommune nu beder borgerne om at affaldssortere endnu mere, så er det altså ikke blot et lovkrav, der gælder alle landets kommuner, men også et stort ønske fra Brøndbys lokale politikere og borgere. Og en naturlig forlængelse af, at man allerede længe har arbejdet med affaldssortering og genanvendelse af ressourcerne i Brøndby Kommune.  

”Tidligere var affald jo noget, vi brændte af. I dag ved vi, at størstedelen af arbejdet med affald har en positiv effekt på klimaet og vi ser det helt naturligt som en ressource, der fører til mere genbrug og mindre CO2. Så jeg er slet ikke i tvivl om, at Brøndby-borgerne vil tage godt imod den nye affaldskategori: Tekstilaffald”, siger Finn Andersen, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Brøndby-borgerne er generelt gode til at sortere. Og selvom der også er plads til forbedringer, ser Brøndby Kommune et stort engagement i at få affaldet i de rette beholdere og containere. Og det er måske ikke så mærkeligt, for Brøndby Kommune var tidligt i gang med at genanvende husholdningsaffald.

Helt tilbage i 2014 kunne borgere i villaer og rækkehuse affaldssortere i otte forskellige kategorier. Sidenhen kom alle institutioner med om bord og senest alle etageejendomme. Så affaldssortering er bestemt ikke nyt i Brøndby Kommune.

Samtidig har Brøndby Kommune altid gjort meget ud af at informere og involvere borgerne i den rette affaldssortering. For målet er naturligvis, at affaldssorteringen ligger på rygraden og ikke er noget den enkelte skal bruge så frygtelig lang tid på.

”Vi kan ikke skabe en grønnere og mere bæredygtig fremtid, uden at have alle med. Og den ambitiøse klimaplan bliver kun til virkelighed, hvis alle der bor, arbejder og har virksomhed i Brøndby gør en indsats. Det kan vi allesammen, for eksempel ved at gøre en grøn forskel allerede ved skraldespanden – ved at affaldssortere frem for at smide alt i restaffald”, siger Finn Andersen.

Den 1. juli 2023 begyndte indsamlingen af tekstilaffald. Tekstilaffaldet skal afleveres i særlige poser til storskrald. Poserne er omdelt til alle villaer og rækkehuse. Ved etageboliger og kolonihaver ligger poserne i rulleburet til tekstilaffald i storskraldsgården. Tekstilaffald bruges i produktion af nye tekstilprodukter – fx bilsæder eller isoleringsmaterialer – og de bedste fibre kan spindes til genbrugsgarner og indgå i nyt tøj og tekstil.

 

Kontakt

Affald

Teknik- og Miljøforvaltningen

Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby

Tlf. 43 28 24 23

affald@brondby.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
 

Telefontider

Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

Sidst opdateret den 18. august 2023
Skrevet af Brøndby Kommune